MAN SIGER, at ærlighed varer længst. Det er forhåbentlig rigtigt, men når det gælder Irakkrigen og dens bagmænd, ser det nu ikke sådan ud. Tre af de regeringschefer, der sidste forår valgte at gå i krig mod Irak, betaler i hvert fald på meget forskellig vis for den pinagtige omstændighed, at der ikke siden er fundet masseødelæggelsesvåben i Iandet. Hvor vores egen Anders Fogh kun er lidt plaget, og George W. Bush er det i nogen grad, har forløbet været dybt belastende for Storbritanniens Tony Blair. Blairs ærlighed er en vigtig del af forklaringen på den forskel. VORES EGEN statsminister valgte at undgå hele debatten, indtil to dage før krigen brød ud, og i stedet lade udenrigsministeren forsikre alle om, at Danmark ville blive på FN-sporet. Præsident Bush tog debatten, men han efterlod ikke amerikanerne i tvivl om, at hverken FN's opbakning eller masseødelæggelsesvåbnene i sig selv var afgørende for hans beslutning. Han gjorde fra starten Saddam Hussein, hans ondskab og galskab, til sagens kerne og kombinerede det synspunkt med den bredere krig mod terrorismen. Tony Blair var på begge punkter langt mere åben og ærlig. Han gjorde det flere måneder før krigen klart, at han ville støtte USA, uanset hvad der skete i FN. Han tog diskussionen. Og han var ærlig nok til at indrømme, at selv om Saddams tyranni var mere end nok til at give ham lyst til at afsætte ham, så var det alene den kendsgerning, at Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben gjorde ham til en konkret og akut trussel mod det internationale samfund, der kunne begrunde noget så usædvanligt som en angrebskrig uden FN-mandat. AT DER ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, og at landet dermed ikke udgjorde en akut trussel mod international sikkerhed, er derfor en meget alvorlig belastning for Blair. Til denne kendsgerning føjer dagens Butler-rapport endnu en, der er næsten lige så ubehagelig: Den britiske efterretningstjeneste troede, at Saddam havde disse våben - men dens grundlag for at tro det var uhyre spinkelt. Butler-rapporten frikender - ligesom Hutton-rapporten før den - Blair og hans regering for ond vilje og bevidst manipulation. Det kan ærlige Blair glæde sig over, selv om Butler-rapporten forekommer noget venlig, når den ikke gør mere ud af, at regeringen og Blair selv systematisk udelod alle efterretningstjenestens egne forbehold. Tony Blair står ved sin beslutning. Det er ærlig snak, selv om grundlaget for den i går smuldrede yderligere.