ANDERS FOGH søgte stillingen. Men blev vraget - til fordel for den konservative portugisiske regeringschef, José Manuel Durão Barroso. De to herrer var dog langtfra de eneste regeringschefer i Europa, som hellere end gerne ville have jobbet som ny formand for EU-kommissionen. En række mere eller mindre prominente statsministre i andre EU-lande lagde også billet ind på at få stillingen. Og det er i sig selv mindst lige så opsigtsvækkende som selve valget af Barroso. Enkelte regeringschefer skulle angiveligt have betakket sig, men ikke desto mindre er der tale om et nybrud, som viser, at EU har fået markant større betydning - både reelt og symbolsk - i det seneste tiår. For ganske få år siden havde det været utænkeligt, at en siddende regeringschef ville have sagt ja til at blive formand for EU-kommissionen. Hidtil er posterne som nationale regeringschefer blevet betragtet som de højest opnåelige. Med god grund: Siden Jacques Delors var formand fra 1985 til 1994, har kommissionen haft svært ved at sætte sig afgørende igennem over for de nationale regeringschefer i ministerrådet. Hanekampen mellem medlemslandene - hvor kun størrelse betyder noget - har ofte reduceret EU-kommissionen til tilskuerrollen. Heldigvis er der ved at ske et sceneskift: Som garant for de fælleseuropæiske interesser er det afgørende, at EU-kommissionen er i stand til at modbalancere medlemslandenes magtinteresser. UDNÆVNELSEN AF en siddende regeringschef til formand for EU-kommissionen rejser et spørgsmål, som overraskende nok aldrig blev diskuteret her i Danmark i forbindelse med Anders Foghs slet skjulte kandidatur: Hvad sker der i hjemlandet, når en statsminister går frivilligt af før tid - for at søge nye og vel sagtens mere spændende udfordringer i udlandet? Hvis Anders Fogh var blevet spurgt, havde han ikke blot sagt ja - hvilket Statsministeriets fodarbejde ikke mindst tyder på - han havde også efterladt det borgerlige Danmark i en kaotisk og turbulent situation. Anders Fogh har nemlig ingen oplagt efterfølger. Regeringens projekt er bygget op omkring hans person, og ville muligvis også have kollapset med hans afgang. Sådan er situationen i hvert fald i Portugal, hvor oppositionen kræver nyvalg - og det konservative regeringsparti, PSD, har svært ved at enes om en afløser. I et større europæisk perspektiv er det imidlertid sundt, at vælgerne mærker, at toppolitikerne tager EU-samarbejdet så alvorligt, at de ligefrem vil slippe tøjlerne. Man kan blot håbe, at det næste gang vil lykkes at vælge en europæisk regeringschef med lidt større politisk tyngde og gennemslagskraft end Barroso.