I GÅR KOM IRAKS tidligere diktator Saddam Hussein så endelig for en dommer. Det burde han have været for mange år siden. Det vil uundgåeligt blive svært, om ikke umuligt, at gennemføre retssagen helt uafhængigt af det omgivende irakiske samfunds udvikling, den fortsatte vold i landet og den betændte strid om sidste forårs krig mod diktatoren. Men det er afgørende at fastholde, at den forestående retssag handler om endeligt at placere ansvaret for ufattelige forbrydelser. Omkring 300.000 irakere er smidt i massegrave under Saddam Husseins regime. Hen ved 188.000 kurdere er myrdet. Krige er udløst, en af dem med brug af kemiske våben og med flere hundrede tusinde irakere, både civile og tvangsudskrevne soldater, som ofre. Mennesker er censureret, torteret, myrdet som led i Saddams forvaltning. Det er kun et år siden, at blot omtalen af diktatorens navn kunne få irakere til at svede i 'frygtens republik'. Hvis det nu lykkes at retsforfølge ham, vil det være en historisk ukendt mulighed i Irak - og i det arabiske Mellemøsten - at stille en diktator til ansvar for sine gerninger. UNDER SADDAM Hussein var der ikke noget, der hed fair domstole. Anklagede så hyppigt ikke engang et anklageskrift, heller ikke en advokat, mange ikke engang en dommer. Saddam Husseins ord var mere effektfulde og udslagsgivende end nogen lov. Og skønt han dengang - og nu i retten igen - hævder sig demokratisk valgt, sidste gang med 100 procent af stemmerne, var og er det 100 procent løgn. Men skal retssagen tjene som en slags sandheds- og forsoningskommission for det hårdt plagede irakiske samfund, er det derfor også afgørende, at sagen gennemføres efter et retssamfunds regler. Den tiltalte skal have sin advokat, bevismateriale skal fremlægges, vidner afhøres osv. Den tidligere diktator vil utvivlsomt forsøge at bruge domstolen som sin private talerstol til en tv-dækket kampagne mod USA. Måske kan han endda inspirere irakere og andre arabere, som hver især kan have deres grunde til vrede mod George W. Bushs mellemøstpolitik. Men de vil forhåbentlig vide, at Saddam Hussein bør være den ringeste af alle mulige talsmænd for arabisk nationalisme. Han har ikke efterladt Irak, dets nabostater eller det øvrige Mellemøsten andet end menneskelig ulykke. Det er, hvad retssagen handler om. Og det er selvsagt rettens forpligtelse at fastholde opmærksomheden på de alvorlige anklager, Saddam Hussein anklages for. Striden om Iraks fremtid hører hjemme uden for retssalen.