MAN KAN KUN håbe, at USA's beslutning om formelt at overdrage magten til den ny irakiske regering to dage før planlagt vil have en positiv effekt. At det kunne lade sig gøre, viser samtidig, i hvor høj grad der er tale om en symbolsk beslutning, som på kort sigt ændrer meget lidt på den barske og blodige irakiske virkelighed. Magten i Irak vil fortsat ligge hos besættelsesmagten. Selv om den ny regering hverken er mere eller mindre repræsentativ for det irakiske folk end det tidligere amerikanskudpegede regeringsråd, er den symbolske handling ikke uden betydning. Den understreger, at der på længere sigt kun findes en irakisk løsning på det irakiske problem. Og det er sundt. SAMTIDIG ER den ny regerings opgave modsigelsesfuld. Dens allermest presserende opgave er at etablere sig som en magtfaktor, der kan give irakerne en bedre sikkerhedssituation, og dermed give irakerne lidt mere tillid til den nære fremtid. Også NATO-beslutningen i Istanbul om at hjælpe med uddannelse og træning af irakiske politi- og militærfolk er foreløbig mere symbolsk end reel. Men den understreger dog, hvor vigtig opgaven er. Regeringens anden hovedopgave er at forberede de valg, der er planlagt til senest januar næste år. Det er svært, og den ny premierminister har allerede formået at skabe den første tvivl om, hvorvidt den deadline vil blive respekteret Dilemmaet er da også til at tage og føle på i et land, hvor magten hidtil har været forbundet med stærke mænd. Først skal regeringen sætte sig i respekt over for terrorister og oprørere. Dernæst skal den være parat til at overdrage magten til et helt nyt sæt politikere, der med stor sandsynlighed vil vinde valget, hvis det da bliver blot nogenlunde frit.VI HAR PÅ dette sted flere gange citeret den franske islamekspert Oliver Roy for at sige, at koalitionen højst ville kunne gennemføre to ud af de tre mål, der bar invasionen: at Irak skulle gøres stabilt, demokratisk og provestligt. Sådan som udviklingen har været i Irak de seneste måneder, er spørgsmålet, om ikke ønskesedlen efterhånden kan reduceres fra to til kun én mulig målsætning. Det er nærliggende, at Iraks virkelige suveræn, altså Washington, i nær fremtid vil blive tvunget til at prioritere helt ind til benet. Skal Irak være stabilt, eller skal det være demokratisk? Svaret giver formentlig sig selv, men selv en stabilisering fremstår lige nu som en uhyre vanskelig opgave.