MADKASSEORDNINGEN. Læg nu hænderne over kors og sig sandheden: Havde De overhovedet hørt om den? Vidste De, at afviste asylansøgere, som ikke frivilligt rejser hjem, får frataget kost- og lommepenge og i stedet for får udleveret en kasse mad hver 14. dag? Vidste De også, at disse asylansøgere kan sendes til Sandholm, hvor de deler værelse med kriminelle? Vidste De, at tallet af disse vrangvillige asylansøgere er på 653 styk, heraf 64 børn mellem 8 og 15 år. Og vidste De endelig, at det var Socialdemokratiet, der opfandt ordningen i 1997 og for kun et år siden medvirkede til at stramme den, sådan at også familier med børn over 8 år kunne komme på madkassen? NEJ, DET HÅBER vi ikke, De vidste. Venstrepolitikeren Eyvind Vesselbo var i hvert fald blank på spørgsmålet, og forleden rettede han derfor en kritik af ordningen. Og der var andre partier, som hurtigt fulgte trop. De konservatives udlændingeordfører, Else Theill Sørensen, mente, at madkasseordningen havde slået fejl, socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard kaldte den for »fuldstændig tåbelig«. Men så kom Venstre-integrationsministeren, Bertel Haarder, som han hedder, i sving: »Ordningen er en succes, og den har virket«, mente han. Men han overvejede at supplere madkassen med et beløb på syv kroner pr. barn om dagen. Eller måske en særlig børnemadpakke? Hvad skal man gøre, når folk ikke vil skrive under på, at de er uønskede? Ja, et moderat fysisk pres er vel på sin plads. Og i dag synes partierne, som i går var så kritiske, præcis som ministeren. VI FØLER DET, som om vi skriver denne leder i fyrrerne eller halvtredserne. De asylansøgere, som ikke vil rejse hjem efter afslag, udgør ikke alene et politisk problem - de krænker også en fornemmelse af retfærdighed. Vel, der er nok ikke rart i Kosova (almindeligvis Kosovo), men kan det være mere bekvemt at sidde indespærret i Danmark og småsulte i kriminelle omgivelser? Det skulle vi sandelig ikke mene! Og hvis vi gav op og behandlede disse mennesker ordentligt, ville deres antal sikkert fordobles. Filosofien minder en hel del om de begreber, som aktiveres, når der er tale om tortur. Vi er jo på det rene med, at tortur slet ikke kan være behageligt, men vi ser os desværre ikke i stand til at forbedre os. »Succes«? Man kunne da også prøve et direkte spark i rumpetten.