PÅ DEN ene side er der tale om en så dramatisk ændring af mange danskeres vilkår, at politikerne burde have droppet de snævre tidsfrister og brugt både sommeren og en bid af efteråret til at få en bred aftale i hus om kommunalreformen. På den anden side tilsiger det politiske livs logik, herunder befolkningens behov for, at uvished erstattes med handling, at der skulle ske noget, efter at Socialdemokraterne og de radikale i sidste uge endegyldigt sprang fra forhandlingerne med Lars Løkke Rasmussen og co. Hvor meget man end må beklage, at forliget blev så parlamentarisk smalt, er det dog værd at slå fast, at der indholdsmæssigt blev etableret stor enighed mellem både regering og opposition om hovedlinjerne i reformen. Spillet om, hvem der har ansvaret for forligets sammenbrud, og hvor store uenighederne mellem parterne faktisk var, ændrer ikke ved, at der er konsensus om det væsentligste. DET ER et stort fremskridt, at de hidtidige 13 amter erstattes af en stramt styret struktur med fem regioner, hvis primære opgaver bliver sundhed - samt kollektiv trafik og regional erhvervsudvikling. Ligesom det er positivt, at samfundets mest borgernære enheder, kommunerne, får mere at skulle have sagt på en række områder. Her må man dog beklage, at regeringen og Dansk Folkeparti har nedsat kravet til kommunestørrelserne til 20.000, og at 'kattelemmen' gør det muligt for endog meget små kommuner at fortsætte deres lilleputeksistens, for det kræver en betydelig kommunal robusthed at overtage alle de opgaver inden for det sociale og miljømæssige område, som amterne har haft. Hvis borgerne skal føle sig trygge, er det meget nødvendigt, at småkommuner tvinges til forpligtende samarbejde med andre kommuner om de opgaver, de ellers ikke vil kunne løfte. STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen har kaldt den såkaldte strukturreform for den vigtigste reform i en generation. Det har han ret i, og derfor er det afgørende, at S og R bruger sommerferien til at dampe af og lade op til Folketingets efterårssamling. Her skal forliget udmøntes i mellem 80 og 100 konkrete lovforslag, og her er det vigtigt, at alle partier, herunder S og R, arbejder for at sikre den bredde, som det ikke lykkedes at etablere, da forliget var lige ved at komme i hus. Både forligspartierne og oppositionen har med andre ord endnu en chance for at komme hinanden i møde. Titusinder af offentligt ansatte og endnu flere brugere af de offentlige systemer har krav på tryghed. Hverken de eller det øvrige samfund kan leve med, at den reform, som nu tegner sig, bliver del af det partipolitiske abekattespil i de kommende år.