FOR BLOT et par år siden hørte verden meget om 'Ondskabens akse'. Inspirationen til denne betegnelse for tre af USA's fjender, Irak, Iran og Nordkorea, havde præsident George W. Bush hentet fra sin republikanske forgænger, nyligt afdøde Ronald Reagan, der for et par årtier siden satte prædikatet 'Ondskabens imperium' på hedengangne Sovjetunionen. I dag anvender Det Hvide Hus' taleskrivere ikke længere 'akse'-metaforen, og aksens tredje medlem, Nordkorea, hersker der en uhyggelig tavshed omkring. Årsagen er ikke alene, at USA har brug for al sin politiske og militære energi på at sikre stabilisering i Irak forud for den nært forestående magtoverdragelse i Bagdad. For i Nordøstasien har relationerne mellem to rivaler fra den kolde krig, Syd- og Nordkorea, fået sin helt egen logik. FORHOLDET mellem de to koreanske stater er så fordrageligt som aldrig tidligere. Sydkoreanske virksomheder investerer og flytter produktion til det industrielle frilandsmuseum i nord. Den sydkoreanske regering er i gang med at forhandle med USA om en amerikansk troppereduktion på sandsynligvis en tredjedel af de godt 37.000 mand i Sydkorea. Den japanske regeringschef, Junichiro Koizumi, har endnu en gang været på besøg i Nordkorea for at forsøge at hente japanske gidsler, men har ikke fået andet end håndtryk og tom retorik med hjem. Den nordkoreanske enehersker, Kim Jong-il, har således skabt en situation for sig selv og sit opsvulmede militærapparat, som er langt gunstigere end for ti år siden, da han overtog magten efter sin far, Kim Il-sung. Det amerikanske pres er aftagende, Japan er forvirret og nærmest lidt til grin, den sydkoreanske offentlighed danser efter herskerens pibe, og Kina holder fallitboet kørende med et minimum af forsyninger. Verden hører kun glimtvis om det ukendte antal af sultofre og flygtninge, der er ofre for det absurde nordkoreanske regime. Gør man grusomhederne op i antal omkomne, er Nordkorea sandsynligvis en større slyngel, end Saddam Husseins Irak var det. Fraværet af international opmærksomhed om Nordkorea er en af mange omkostninger ved den dårligt overvejede amerikanske håndtering af Irak. FORLØBET omkring Irak har forøget og ikke formindsket det politiske manøvrerum for de to overlevende medlemmer af 'Ondskabens akse', Iran og Nordkorea. Vi fristes til at sige i pæredansk klartekst, hvad Tjekkiets fhv. præsident Vaclav Havel nøjes med at antyde: Det er bare uhyggeligt.