KONKURRENCE ER en herlig, positiv kraft: Konkurrence skaber øget effektivitet og tvinger folk frem i skoene. Problemet er blot, at Danmark i dag præges langt mere af tunge monopoler end af skarp konkurrence. Derfor er det i udgangspunktet positivt, at VK-regeringen nu lægger op til at stramme konkurrenceloven, og i det hele taget skærpe indsatsen over for monopollignende danske virksomheder; det vil sige mastodonter som blandt andet Arla Foods og Carlsberg. I forbindelse med regeringens lancering af sit nye konkurrenceudspil i går, udtalte økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) således: »De priser, forbrugerne betaler i Danmark, er nok 4-6 procent højere end hos vores nærmeste naboer, når der korrigeres for afgifter. Det svarer til, at varerne er cirka 30-40 milliarder kroner dyrere, end de kunne være«. Årsagen er, at mange danske virksomheder ikke er underkastet tilstrækkelig konkurrence, og dermed kan tillade sig at tage for høje priser. Resultatet er, at hver dansker gennemsnitligt betaler 6.000 kroner for meget; hvert år. Hver gang man køber en liter mælk fra Arla eller en øl fra Carlsberg betaler man i realiteten et par procent ekstra - som en form for skjult 'monopol-moms'. Men ekstraregningen bør ikke kun gøres op i penge: Monopoler har også en tendens til træg produktudvikling. Incitamentet til at raffinere og opfinde nye produkter er ikke stort, hvis en virksomhed allerede sidder på hele markedet. Svag konkurrence betyder derfor både dyrere og dårligere produkter. MANGE TROR, at konkurrence er et kapitalistisk princip; at markedsøkonomi og handelsliberaliseringer i sig selv fører til øget konkurrence. Men dét er en fejlslutning. Kapitalisme handler ikke om konkurrence. Snarere tværtimod. Private virksomheder vil altid forsøge at tjene mest muligt - og dét gøres mest effektivt i fraværet af reel, truende konkurrence. Enhver sund virksomhed vil derfor forsøge at opnå monopollignende status på netop sit forretningsområde. Den enkelte virksomhed deler således ikke altid interesser med samfundet som helhed. Og derfor er der brug for, at staten som regulerende myndighed griber ind og sikrer udfordrende, konstant konkurrence. Konkurrence bør opfattes som et offentligt gode. Ingen andre end monopolvirksomheder bør være imod øget konkurrence. Det reelle spørgsmål handler derfor om, hvorvidt konkurrenceloven er vidtgående nok. Selv om regeringen gerne måtte gå endnu videre, skal politikerne dog ikke have utak for at bevæge sig i den rigtige retning. Langsomt. Men sikkert.