TOVE FERGO (V) har gjort det igen. Gjort den voksende del af offentligheden, der har indset, at vores nuværende folkekirkeordning er uholdbar, en kæmpe tjeneste. At have en kirkeminister med overordnet ansvar for et trossamfund lader sig kun gøre, hvis ministeren undgår alt, hvad der ligner indblanding i religiøse anliggender. Almindeligt magtmisbrug pynter heller ikke. Man skulle tro, at Tove Fergos status som regeringens mest upopulære minister ville inspirere hende til lidt forsigtighed. Dagens nyheder fra den folkekirkelige verden viser, at hun tværtimod fremturer. Det ser ikke kønt ud, når Kirkeministeriet med den ene hånd bremser præsternes lønudvikling, fordi der er rod i folkekirkens underligt uigennemsigtige økonomi. Og med den anden hånd sørger for, at besparelsen skåner en meget lille håndfuld præster med ministerens egen ægtefælle i spidsen. Man må meget håbe for fru Fergo, at der findes uangribelige juridiske argumenter for, at netop hr. Fergo skulle have 150.000 kroner udbetalt med tilbagevirkende kraft, i en situation hvor der spares på alt fra nyansættelser til orlov og vikarer. MEN MINISTERENS mulige nepotisme blegner i forhold til hendes utrolige angreb på forkyndelsesfriheden. Den populære og tænksomme præst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, skal nu tvinges ud af folkekirken. Alt tyder på, at det sker på kirkeministerens foranledning. Præstens forbrydelse består i, at han åbent siger, at Gud for ham ikke er barnetroens herre med hvidt skæg, der sidder oppe i himlen, ja, at han slet ikke forstår, hvordan moderne kristne kan fastholde en gud som fysisk virkende aktør i verden. Mange troende har det givetvis ligesådan. Men uanset hvad man mener om Grosbølls teologi, turde det være indlysende, at det ikke kan være en politiker, der skal afgøre det spørgsmål. Skal Grosbøll udstødes af kirken, er det en beslutning, som kun kirken selv kan træffe. Og den må træffes på en måde, så alle kan gennemskue, hvori Grosbølls teologiske forbrydelse består. Altså hvad det nu er, det er blevet forbudt at sige fra en offentligt betalt prædikestol her i landet. DET GØR bestemt ikke situationen kønnere, at minister og biskop åbenbart har forestillet sig, at Thorkild Grosbøll selv skal trække sig - mod en slags aftrædelsesordning. Biskoppens såkaldt skærpede tilsyn med præsten har i forvejen været helt uigennemskueligt for det øvrige kirkefolk. Hvis Grosbøll nu presses ud i et uskønt og uklart samspil mellem minister og biskop, bliver skandalen komplet. Konservative stemmer i kirkedebatten hævder skråsikkert, at Grosbølls holdninger ligger uden for folkekirkens fælles grundlag. Deres selvsikkerhed står i skærende kontrast til den teologiske pluralisme, der heldigvis længe har præget lutheranismen - også herhjemme. Men hvad de troende og skriftlærde end måtte blive enige om, er Fergoskandalernes egentlige perspektiv et andet: Alle må nu kunne indse, hvilken problematisk kirkeordning det er, der gør en Tove Fergo mulig. Lad os få skilt stat og kirke ad. Og mens vi venter på en grundlovsændring, så lad os i det mindste få fastsat nogle minimalt anstændige spilleregler for forholdet mellem religion og politik i folkekirken.