MED GULDPALMERNE til Michael Moores Bush-kritiske dokumentarfilm 'Fahrenheit 9/11' kom krigen i Irak til at overskygge de finere filmæstetiske pointer på den 57. filmfestival i Cannes. Filmfestivaler kan opleves som en osteklokke fjernt fra omverdenens tummel. Men ikke i år. 'Fahrenheit 9/11' og flere andre dokumentarfilm sætter den nuværende amerikanske regering på anklagebænken. Det er værd at bemærke, at de kritiske røster er amerikanske. Ligesom det var en amerikansk jurypræsident, Quentin Tarantino, der gav Moore prisen. For en film, der ikke kun gør grin med Bush, men anklager ham og hans kreds for at føre en politik, der kun tjener egne og ikke USA's interesser. NOGLE HAR indvendt, at filmens anklager mod Bushregeringen ikke rummer meget nyt stof for den rimelig velorienterede læser af seriøse aviser. At Michael Moore »prædiker for de allerede omvendte«. Den stormende modtagelse i Cannes stammer sikkert i høj grad fra folk, der allerede var imod Bush og krigen i Irak. Men Moores film har tydeligvis en anden målgruppe i tankerne. Nemlig det Amerika, der ikke læser New York Times. Det Amerika, der i patriotismens hellige navn tier stille, når landet og dets sønner er i krig. Det er disse amerikanere, Michael Moore vil overbevise inden efterårets præsidentvalg. Ved at udstille Bushregeringens motiver og ved at vise Irakkrigen, som den ser ud uden mediernes sminke. Filmen henvender sig ikke mindst til de sorte, de fattige og den lavere middelklasse. De, som ifølge Moore-doktrinen betaler prisen, når texanske oliemænd fører udenrigspolitik fra Det Hvide Hus. 'Fahrenheit 9/11' er ikke en afbalanceret dokumentarfilm, men et partsindlæg i den amerikanske valgkamp. Hvilket ifølge mange amerikanere i Cannes føles nødvendigt i en tid, hvor kritiske stemmer har stadig sværere ved at komme til i et USA, hvor mediernes selvcensur trives i patriotismens hellige navn. En amerikansk distribution af 'Fahrenheit 9/11' er endnu ikke sikret. Den skal takket være guldpalmerne nok komme nu. AT EN DOKUMENTARFILM modtog guldpalmerne understreger samtidig, at filmkunstens lige så respekterede som oversete stedbarn nu har fået en større rolle. I en tid, hvor tv-medierne er gået over til reality, har politisk engagerede film om virkeligheden fået en helt ny betydning. Virkeligheden er blevet cool. At man i Danmark samtidig har fået en opvakt ny festival, Copenhagen Dox, der har forstået dette, kan man i den forbindelse kun notere med tilfredshed.