Vidnepligt

Lyt til artiklen

SELV OM de to ting principielt intet har med hinanden at gøre, kan det virke forstemmende at sammenligne den ansvarlighed, der kom til udtryk ved de ekstremt gennemførte sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med det kongelige bryllup i København i går, med den lemfældighed, der blev to danske sygehjælperes indberetning af et torturdrab på en iraker i Basra for otte måneder siden til del. Alt andet lige måtte man ellers gå ud fra, at det kunne gå langt mere galt i Irak sammenlignet med et festsmykket København, og at en dansk indsats her derfor krævede den yderste agtpågivenhed. Vi kan i dag se, at koalitionsstyrkerne, herunder de danske, havde været bedre tjent med krystalklare ordrer om at indberette ethvert overgreb på civile, herunder ikke mindst alt, hvad der kunne tolkes som brud på Genèvekonventionen om behandling af krigsfanger, til de øverste militære myndigheder. Meget ville unægtelig have set anderledes ud i dag, hvis soldater, der af den ene eller den anden grund blev vidne til tortur og mishandling, havde følt sig frie til at indberette dem, og hvis deres overordnede havde opfattet det som deres elementære pligt at slå alarm, få stoppet kriminaliteten omgående og straffet de skyldige. TO DANSKE sygehjælpere kom på et britisk felthospital i kontakt med to torturofre, hvoraf den ene døde. De orienterede en militær juridisk rådgiver, som ifølge den officielle forklaring indberettede sagen til briterne. Da disse svarede, at sagen var under efterforskning, foretog danskerne sig ikke yderligere. Her ligger en klar fejl. Det danske forsvarsministerium og Forsvarskommandoen skulle ikke have ladet nogen officer i tvivl om, hvad der i et sådant tilfælde forventes af den ansvarlige. Der skulle være udgået klare retningslinjer for, hvad officerer og menige skal gøre, når de bliver vidne til forbrydelser begået med koldt blod. Den slags skal til tops i kommandosystemet, og i den ånd skulle soldaterne være sendt af sted. OPGAVEN MÅ nu være en fuldstændig opklaring af omstændighederne i den konkrete sag. Hvorfor ventede den i otte måneder på at nå frem til forsvarsministerens bord? Svend Aage Jensbys efterfølger i embedet, Søren Gade, har rost de danske soldater for deres årvågenhed og ansvarsfølelse, men han har tilføjet, at »hændelsen egentlig ikke kan anses for et dansk anliggende«. Et besynderligt udsagn, dagen efter at såvel stats- som udenrigsminister har erklæret, at USA må overholde de internationale konventioner. Respekt for menneskerettighederne er et dansk anliggende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her