MENS VERDEN har haft sin opmærksomhed andre steder, har Indien bekræftet, hvad demokrati handler om. En regering er blevet vægtet og vejet i en fri valgkampagne, hvor rivaliserende holdninger har konkurreret om vælgernes gunst. Og vælgerne har besluttet, at det er tid til politisk udskiftning. Konkret vil det formentlig føre til, at den nationalreligiøse regering bliver erstattet af en mere socialt orienteret centrum-venstre-koalition under ledelse af Kongrespartiet. I et internationalt lys er valget en påmindelse til naboerne Kina og Pakistan - og ikke så få andre udviklingslande - om, at fattigdom ikke i sig selv er en hindring for udvikling af demokrati. De kan hver især med fordel bemærke, at inderne i stort tal har vendt ryggen til den nuværende regerings forsøg på at spekulere i religiøse og kulturelle skel og i at tilfredsstille den i Indien ganske omfattende middel- og overklasse. Et ufatteligt antal af de i forvejen mange indere har ikke haft synderlig gavn af den modernisering og det forbrugsræs, som mange indere har travlt med. Endnu flere hundrede millioner indere er stadig fastlåst i en håbløs fattigdom, hvor mad, vand og arbejde er et dagligt problem. VÆLGERNE HAR snusfornuftigt gjort op, om den hidtidige regering har tilfredsstillet deres krav om udvikling og velfærd. Deres svar var nej, ganske klart nej. Og det giver demokratiet jo netop en god løsning på - et andet parti får lov at forsøge sig. Det bliver så Kongrespartiets udfordring at demonstrere, om partiet kan gøre det bedre, og at vise, at Sonia Gandhi, sandsynligvis den nye premierminister, er Indiens og partiets bedst kvalificerede leder - og ikke kun det aktuelle overhoved for Indiens mest dominerende familie og politiske dynasti. Både nationalt og internationalt er det vigtigt, at Indien trækker en halv milliard borgere ud af massiv fattigdom og undgår de sociale eksplosioner, som en uddybelse af landets horrible skel kunne udløse. Internationalt kan den ny koalitionsregering også gøre både Indien og det internationale samfund en vældig tjeneste ved at engagere sig i den allerede påbegyndte dialog med Pakistan. De to landes historiske konflikt om især Kashmir og Jammuprovinsen har alt for længe trukket både politisk opmærksomhed og økonomiske ressourcer væk fra den nødvendige sociale udvikling. Ingen af dem burde have fundet det nødvendigt - eller brugt deres sparsomme midler på - at udvikle atomvåben. Men når kernevåbnet nu er en kendsgerning i deres arsenaler, må stabilitet, forsoning og samarbejde i Sydasien have topprioritet.