STORBRITANNIENS premierminister, Tony Blair, tog i sidste uge et historisk skridt, da han lovede en britisk folkeafstemning om en kommende EU-forfatning. En sådan afstemning vil blive holdt, 30 år efter at briterne senest - stik imod deres parlamentariske traditioner - holdt en folkeafstemning. Dengang, i 1975, var landet nærmest i økonomisk undtagelsestilstand. Dengang var spørgsmålet, om man ville reddes af et EF-medlemskab eller af Den Internationale Valutafond. En sådan tvangssituation, eller måske snarere trussel mod den britiske nation, foreligger ikke i dag. Intet under derfor, at emnet rejser et ubehageligt spørgsmål med stadig større europæisk perspektiv: Hvem styrer egentlig Storbritannien? Parlamentet eller tabloidpressen, der oven i købet har den frækhed at påstå, at det gør EU? Hvorfor blev Blair tvunget til at svigte det repræsentative demokrati, skønt han råder over et knusende flertal i Parlamentet? SPØRGSMÅLET ER ikke nemt at besvare, men det er oplagt, at Blair har følt, at hans parti var sårbart over for Murdochmediernes konstante trommeild. Men den folkets røst, som disse medier påberåber sig, kan aldrig stilles til ansvar for deres krav, og deres daglige EU-hetz har kun i gunstige tilfælde noget som helst med oplysning at gøre. De har en anden dagsorden, og den lægges i de bestyrelseslokaler, hvor den proamerikanske Rupert Murdoch sidder for bordenden. Heroverfor står en premierminister, hvis parti erobrede Parlamentets flertal ved almindelige frie valg. Det Ny Labour-parti lovede ikke sine vælgere en afstemning om en kommende EU-forfatning. Alene af den grund må man antage, at dets vælgere har sat deres krydser ved dette parti, i tillid til at det ud fra en samlet vurdering var bedst til at varetage deres interesser, herunder de europæiske. Anderledes kan man ikke se på den sag i et repræsentativt demokrati. I et Europa, hvor de dominerende medier i flere betydningsfulde lande, herunder især Italien, Storbritannien og Tyskland, ejes og drives af dynamiske eller ligefrem politisk aktive personligheder, er det svært at tolke Blairs eftergivenhed som en styrkelse af demokratiet. Folkets berømte røst høres bedst som stemme og værst som ulveglam i de populære medier.