EN BRITISK folkeafstemning om EU-traktaten vil på ingen måde løse landets i forvejen vanskelige forhold til det europæiske fællesskab. Meningsmålinger viser, at højst 16 procent af vælgerne støtter forslaget til en EU-traktat, som daglig svines til i sladderpressen. Udfaldet af den folkeafstemning, som premierminister Tony Blair i går lovede briterne, må derfor anses for givet på forhånd. Det bliver et nej. Det kan risikere at få følger for Storbritanniens medlemskab af EU. For det er medlemskabet, der er det egentlige spørgsmål ved en så stor og i britisk sammenhæng usædvanlig begivenhed som en folkeafstemning om selveste EU's traktatgrundlag og ikke blot om en enkeltsag som f.eks. euroen. Det var da også præcis det, der stod på spil, da briterne sidste gang havde en europæisk folkeafstemning, i 1975, to år efter deres tiltrædelse. Briterne vil ikke kunne leve med en sådan afgørelse. Den er ikke i deres nations interesse, og de kan på den anden side heller ikke nemt få den ændret. Altså en katastrofe ikke bare for dem selv, men også for os andre. EN I FORVEJEN hårdt presset Tony Blair havde efterhånden ikke ret mange andre muligheder. Takket være en systematisk EU-fjendtlig kampagne fra populærpressen risikerer Labour at tabe valget til Europaparlamentet 10. juni. Partiets chancer ved det kommende parlamentsvalg, der forventes udskrevet inden et år, er tilsvarende ringe, især på grund af EU-spørgsmålet. Ved at pille diskussionen om den kommende EU-traktat ud af de to valgkampagner kan Blair håbe på at formilde Murdochpressen og udskyde det endelige opgør til efter en valgsejr. Ikke uden grund udråber de britiske medier, og ikke mindst Rupert Murdochs egne, da også mediemagnaten til den egentlige sejrherre. Han har ikke bare vundet over landets premierminister og hans regering, men også over Parlamentets flertal og fået gennemtrumfet en folkeafstemning, der er svært forenelig med britiske parlamentariske traditioner. MED SIT LØFTE om en folkeafstemning fortæller Blair vælgerne, at det europæiske medlemskab i det store og hele ikke hænger sammen med de generelle politiske spørgsmål, der samlet set er genstanden for den politiske kamp i Storbritannien. Man kan sige nej til EU, uden at det får alvorlige følger for landets sikkerhed, dets økonomi og velfærd i almindelighed. I stedet for at sætte EU på vælgernes dagsorden, som man ofte begrunder folkeafstemninger med, tager han emnet ud og henviser det til en særlig debat uden den helt store nationale betydning. Det er opskriften på afmagt.