NATURLIGVIS KAN en embedsmand og officer, der vælger at fortælle så åbent om, hvad der foregår i efterretningstjenesten, som Frank Søholm Grevil har valgt at gøre det, ikke fortsætte med at arbejde for staten. Det drømte han heller ikke om, da han valgte at lade centrale dokumenter tilflyde offentligheden. Faktisk havde han nået at sige op, før han blev afsløret og bortvist. Det burde være lige så indlysende, at et menneske, der har handlet i offentlighedens åbenbare interesse og ikke har sat hverken statens eller medborgeres sikkerhed på spil, ikke skal strafforfølges. Det ville han heller ikke blive i andre demokratiske lande, for eksempel USA. Politi og anklagemyndighed bør derfor øjeblikkeligt droppe enhver sigtelse og efterforskning i sagen. Demokratiet lever bogstaveligt talt af, at der findes enkeltpersoner, der tør, hvor andre tier. Ikke mindst i en terrortid, hvor andre hensyn vægtes stadig tungere. HVAD SÅ med Frank Grevils partiformand, Anders Fogh Rasmussen? Hvad står han til efter de nye oplysninger om, hvor langt det billede af en truende og for omverdenen livsfarlig Saddam Hussein, som regeringen dengang tegnede, adskiller sig fra, hvad regeringens egen sagkundskab anså for troværdigt og dokumenteret? Så længe Dansk Folkeparti nægter at se problemet og foretrækker at optræde som en sammenspist del af den nuværende magtelite - for nu at bruge partiets egen jargon - ja, så vil der ingen parlamentarisk sanktion falde. Men hvordan med statsministerens og regeringens politiske troværdighed? Her er de nye oplysninger pinlige og nærmest kompromitterende. DET KAN siges enkelt: Vi har nu helt ind i regeringsapparatets inderste irgange fået demonstreret, at kendsgerninger ingen som helst rolle spillede for statsministerens beslutning om at gå i krig. Hans facit var bestemt af politisk loyalitet over for Bushs USA. Så var den ikke længere. Ikke blot blev alle de traditionelt bærende hensyn i dansk udenrigspolitik fejet til side - FN, EU og NATO. Heller ikke de militærfaglige kendsgerninger, som regeringens eget system bar frem, fik lov til at distrahere. Hermed er det billede af en vildført offentlighed i USA, Storbritannien og Danmark, der længe har tegnet sig, komplet. Der kunne måske være taget et opgør med Saddam Hussein på andre præmisser. I stedet valgte man at manipulere, fortie og fordreje på baggrund af usikre og forældede oplysninger om masseødelæggelsesvåben. Hvem der i Danmark måtte have løjet for offentligheden i den forbindelse, burde som minimum undersøges til bunds. Det sker næppe.