Det er garanteret ikke muntert at være nyuddannet arbejdsløs humanist. Fire ud af ti nyuddannede humanister står i dag uden arbejde. Og for at gøre ondt værre får de konstant af vide - blandt andre af universiteterne, som har uddannet dem og af Magisterforeningen, som foregiver at repræsentere deres interesser - at der skam ikke uddannes for mange humanister. Næ nej, lyder det herfra monotont som en pickup i en ridset plade: OECD siger selv, at der bliver brug for flere akademikere i fremtiden, og for resten må erhvervslivet, da se at få øjnene op for, at humanister er Guds gave til næringslivet. Der er bare et problem med argumentationen. Det passer ikke. For det første går argumentationen behændigt uden om, at nok siger OECD, at Danmark kommer til at mangle akademikere, men organisationen siger ikke noget om, at det skal være humanister. I Danmark udgør humanisterne i dag 24 procent af personer med en videregående uddannelse, mens Sverige kun uddanner 6 procent humanister. Vist kan man ikke i detaljer forudsige fremtidens arbejdsmarked, men der skal altså ske store konjunkturændringer, før den sidste humanist får job. Som de mange humanister, der faktisk har fået job på det private arbejdsmarked har lært, så er det altså ansøgerne, der må tilpasse sig til en arbejdsplads - ikke omvendt. For det andet betyder den programmæssige nedtoning af problemer, at ansvaret flyttes over på den enkelte humanist, som jo blot skal overbevise omverdenen om sine egne kvaliteter og 'tænke bredt'. De må, som også flere har givet udtryk for, føle sig grundigt ladt i stikken efter at have brugt år på uddannelser, som ikke har forberedt dem på arbejdsmarkedet bagefter. Den hidtil lidt tilbagelænede holdning til problemet gemmer sig dybt i den humanistiske selvforståelse. Som det fremgår af den undersøgelse, som er omtalt i dagens avis, er netop denne holdning til erhvervslivet et af humanisternes store problemer på arbejdsmarkedet. Derfor er det også glædeligt, at de humanistiske fag nu vil gøre op med den udbredte berøringsangst over for begrebet 'erhvervsrelevans'. De vil øge muligheden for praktik i studietiden, vil ændre på undervisningsformerne og forbedre vejledningen af de studerende i uddannelsesforløbet. Alt sammen meget godt og hellere sent end aldrig. Men det er ikke nok. Universiteterne må samtidig reducere antallet af studiepladser på humaniora. Ikke for erhvervslivets skyld, men for at give fremtidens kandidater en fair chance.