DER HAR HIDTIL ikke været meget godt at sige om Københavns metro. Døre falder af, togene er forsinkede, og for at det ikke skal være løgn, har prisen for projektet sprængt alle budgetter. En ting har de tålmodige københavnere og skatteborgere dog kunnet trøste sig med: Det er fundamentalt set en rigtig løsning, at offentlig transport kører under jorden. Det er det eneste rigtige sted for en forbedring af den kollektive trafik, for det sparer byboerne for støj og giver mere plads i gaderne. Det er derfor let at forstå frustrationen på Amager, hvor den kommende linje fra Lergravsparken til lufthavnen er planlagt til at føres over jorden. Som beskrevet her i avisen vil også de seneste foreslåede løsninger give gener for beboerne i området. HVAD ENTEN det nu bliver den ene eller den anden løsning, har processen forud for de fire kilometer metroskinner været en farce. For hvem er det lige, der har ansvaret for beslutningen? Hvem er det, der stiller op, når de frustrerede borgere holder protestmøder om projektet? Svaret er: ingen. Selv nu, hvor der i ellevte time tegner sig et lille flertal i Københavns Borgerrepræsentation for at gennemføre løsningen med en delvis nedgravning til knap 282 millioner, er det langtfra sikkert, det bliver til noget. For Københavns Amt siger nej, og amtet ejer 45 procent af interessentskabet Østamagerbaneselskabet, som står for denne del af banen. Den anden spiller på banen, Ørestadsselskabet, hvor aktierne og ansvaret behændigt er delt mellem staten og Københavns Kommune, kan ikke betale hele gildet - for det vil staten ikke gå med til. Den gamle sandhed om, at når ansvaret deles mellem to, så bliver der 1 procent ansvar til hver og 98 procent ansvarsforflygtigelse, har vist sig sørgeligt aktuel i det barokke forløb. Borgerne i Amager Metro Gruppen, som stadig mere desperat forsøger at få politikerne i tale, kan ikke engang få adgang til rapporten fra ingeniørfirmaet Birch & Krogsboe, som ligger til grund for de seneste beregninger. Når vi for øjeblikket diskuterer fremtidens ansvarsfordeling mellem stat, amt og kommune, bør Ørestadsprojektet være skoleeksemplet på, hvordan det ikke skal gøres.