OM DET ER godt eller skidt, at Carlsberg nu køber Orkla ud af det fælles bryggeri for 15 milliarder kroner og øger gælden til knap 30 milliarder kroner, må vi i første omgang overlade til aktiemarkedet at vurdere. Man kan med sikkerhed konstatere, at Carlsbergfondet har kastet bryggeriet ud i en uhyre risikabel satsning. Med en gæld i den størrelsesorden skal der ikke gå meget galt, før Carlsberg kommer i uføre. Hvad vil der for eksempel ske, hvis nedturen sætter ind på finansmarkederne, netop som Carlsberg skal ud at hente de 3-3,5 milliarder kroner, som bryggeriet satser på at hente på aktiemarkedet? Som man kan forstå på Danmarks største pengetank, ATP, er et aktiekrak ikke noget usandsynligt scenario. Men selvfølgelig skal virksomheder tage chancer. Sådan er kapitalismen. Ikke mindst når det gælder det stærkt konkurrenceprægede globale ølmarked. Hvorvidt chancerne så giver det ønskede resultat, afhænger først og fremmest af, om de mennesker, der tager chancerne, er de mest kompetente. Og netop her bliver man nervøs, når man ser på bestyrelsen for Carlsberg A/S; altså bestyrelsen for selve bryggeriet. Selv om Carlsbergfondet med skilsmissen fra Orkla havde en helt oplagt mulighed for at udstyre bryggeriets bestyrelse med folk, som faktisk ved noget om de internationale markeder for øl og læskedrikke, valgte fondet at lade være. PÅ TRODS AF at Carlsberg i dag er en international virksomhed, som konkurrerer på et globalt marked, er der ikke én eneste udlænding i bestyrelsen eller for den sags skyld nogen, der har særlig ekspertise i markedet for øl og læskedrikke. Det tætteste, man kommer på nogen, der ved noget om forbrugernes drikkevaner, er Arlas tidligere direktør Jens Bigum, som har fået en retrætepost hos Carlsberg. Og udlændinge skal man ikke vente at se. For ifølge bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen vil det være for kompliceret med møder på andre sprog end dansk (sic!). Om det er på grund af de mange danske professorer, som fondet har placeret i bestyrelsen, er uvist. Men problematisk er det. Og det samme er beslutningen om, at de nye aktier, som Carlsberg vil sælge for at få råd til investeringen, udelukkende bliver B-aktier. Ud over det helt utidige i at fastholde opdelingen i A- og B-aktier er det på grænsen til det uforskammede, at man vil lokke 3-3,5 milliarder kroner ud af de danske lønmodtageres pensionsfonde uden at give dem indflydelse til gengæld. Desværre tyder alt på, at Carlsbergs ledelse vil gøre meget for ikke at få forstyrret den hjemlige hygge.