TRODS FEJL og mangler har Serbien ført en tiltrængt reformpolitik i samarbejde med Vesten siden magtskiftet efter Slobodan Milosevic 5. oktober 2000. Det frygtes nu slut med dannelse af en koalitionsregering under den konservative nationalist Vojislav Kostunica. Der er gået næsten to måneder efter et parlamentsvalg uden en klar vinder, inden en regering kunne dannes. Hundeslagsmål mellem demokratiske og moderate partier endte uden enighed. Resultatet er en svag mindretalsregering på Socialistpartiets nåde. Og den krigsforbrydersigtede Milosevic er stadig formand for dét parti. Et af Socialistpartiets krav for at stemme for Kostunica som ministerpræsident var, at der ikke udleveres flere krigsforbrydere til domstolen i Haag. Det havde Kostunica let ved at sige ja til, da han også var imod udleveringen af Milosevic. Den sags lange fangarme i serbisk politik viste sig, da Kostunicas parti og den myrdede tidligere ministerpræsident Zoran Djindjic' parti ikke kunne enes om regeringssamarbejde. Så magtopgøret i 2000, som bragte Milosevic til fald, har nu bragt hans parti tilbage i den politiske arme. DER ER MANGE andre uenigheder imellem Kostunicas og Djindjic' parti, men de uenigheder er alligevel med i den nye regering. Her er tilhængere af samarbejde med Haag og af en radikal reformpolitik, som Kostunica også vender sig imod. Det kan derfor ventes, at regeringen vil komme til at bruge flere kræfter på intern strid end på at løse landets store økonomiske og sociale problemer. Kostunica vil lægge større afstand til Vesten og Vesten til hans regering i forhold til den første overgangsregering efter Milosevic. Også det kan kun forværre Serbiens situation. Kostunicas drøm er, som en serbisk kommentar siger til Politiken i dag, en konservativ utopi om genrejsning af værdierne i landets førsocialistiske fortid. Den drøm giver ikke håb om den nødvendige modernisering. Et uvist antal kilometer synes lagt til vejen ud af Milosevictidens blodige arv og destruktive nationalisme. Den manglende succes, som spås Kostunicas regering, ventes at komme det semifascistiske Radikale Parti, som blev Serbiens største parti ved valget i december, til gode - med fare for sejr ved et snarligt serbisk præsidentvalg til partiet, hvis leder, Vojislav Seselj, også er krigsforbrydersigtet i Haag. Man kan håbe, at Serbiens demokratiske kræfter forsones, men umiddelbart må siges: Stakkels Serbien.