KNAP HAVDE billederne af den ydmygede Saddam Hussein i amerikansk fangenskab bundfældet sig, før Libyens brutale enehersker gennem 34 år, oberst Moamar Gaddafi, lod meddele, at han øjeblikkelig ville stoppe udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Som en lille ekstra julegave gav den altid uforudsigelige Gaddafi også tilladelse til FN-inspektioner af de fabriksanlæg, hvor hans last af dødbringende våben fremstilles og lagres. Gaddafi har gennem tiden ladet mange bomber springe, de fleste med stor ødelæggende virkning, men denne bombe var paradoksalt nok den måske mest kraftfulde: Efter mange år med internationale sanktioner som følge af Libyens udstrakte sponsorering af en række arabiske og vestlige terrorgrupper er libyerne hastigt på vej ind i 'det gode selskab'. Manden, som efter de libyske agenters attentat mod en Pan Am-jumbojet over den skotske by Lockerbie i 1988 var en erklæret dødsfjende for USA og Storbritannien, er blevet inviteret til at mødes med den britiske premierminister, Tony Blair. Hvor og hvornår ligger ikke fast, men døren står ikke bare på klem; den er pivåben. Den libyske udenrigsminister har netop aflagt London en visit til begge landes »udsøgte tilfredshed«, og amerikanerne har nu åbnet en diplomatisk repræsentation i Libyens hovedstad, Tripoli. At libyerne i efteråret også har udbetalt erstatninger i milliardklassen i forbindelse med Lockerbie og et tilsvarende i attentat i 1989 mod et fransk fly, tjener blot til at understrege den libyske åbenhed. DET ER DER naturligvis al mulig grund til at glæde sig over. Ganske vist skal FN-inspektørerne næppe forvente at få fri adgang, idet Libyens tiltrædelse af tillægsaftalen om ikkespredning af atomvåben kun gælder for bestemte anlæg, men det er afgjort et skridt i den rigtige retning. Midt i den forståeligt oprømte stemning må man imidlertid håbe, at de vestlige regeringer, først og fremmest den amerikanske og britiske, husker at minde deres nyvundne ven om, at menneskerettigheder ikke er pompøse ord til festlige lejligheder, men derimod dyrebare principper til efterlevelse i praksis. De mest basale retsprincipper trædes fortsat under fode i Gaddafis politistat, og demokrati er endnu et fatamorgana i ørkenlandet. Måske er Libyen ikke længere farlig for omverdenen, men omverdenen må i den gode stemnings ånd prøve at forklare Gaddafi, at man først kan blive rigtige partnere, handelsmæssigt og politisk, i det øjeblik staten ikke længere er til fare for sine egne borgere. Det vil være sand åbenhed.