FOR DEM, der har fulgt bare en smule med i den seneste turbulens omkring den svenske konge, Carl Gustaf, på grund af dennes positive udtalelser om en af verdens rigeste diktatorer, sultanen af Brunei, er det fristende at nøjes med blot at affærdige sagen som en beklagelig svipser. Men nej, der er alvor i sagen, fremgik det med al ønskelig tydelighed af det pressemøde, statsminister Göran Persson måtte holde torsdag. Fremover skal kongen og regeringschefen mødes for at sikre, at statsbesøg som det netop overståede i Brunei skal gøres mere 'effektive'. Læs: mindre pinlige. DER ER grund til at minde om den trivielle kendsgerning, at selv om et konstitutionelt monarki er reduceret til en symbolfunktion, så er en monark og dennes familie repræsentanter for summen af en nations historie og kultur over for en broget omverden. Sagt på moderne managementsprog er regenten en værdipolitisk signalgiver, som netop ved at være hævet over den dagligdags politik kan udfylde rollen som et folks og en nations diskrete moralske vejleder. De svenske besøgende, der tager turen over Øresundsbroen, behøver ikke at lede længe for at finde et skoleeksempel på, hvorledes denne rolle er blevet udfyldt på fornemste vis og med en passende balancegang i forhold til det politiske liv og varierende elementer i folkeopinionen. Når det lykkes, må selv hærdede ærkerepublikanere erkende, at monarkiet stadig har sin relevans. Men når det ikke lykkes, er der risiko for - ja, lad os bare være broderligt ærlige: svenske tilstande. SAGEN OM Brunei falder ind i et noget ulyksaligt mønster, der i sin kerne handler om, at Carl Gustaf siden sin overtagelse af den svenske trone for 31 år siden aldrig har befundet sig bekvemt i jobbet. Det har han såmænd haft modet til at indrømme i enkelte interview gennem årene. Hans og den svenske nations problem er bare, at hver gang han er snublet i noget, der lignede banaliteter, har han bidraget til at tømme monarkiets symboler for de værdier som signalgivende institutioner, som forfatningen har udstyret dem med. Et levende og relevant monarki har brug for det modsatte: at rollerne og symbolerne fyldes ud med værdighed. Stakkels Sverige.