I DEN STORE sammenhæng handler de problemer, som USA's præsident, George W. Bush, og den britiske premierminister, Tony Blair, nu står over for, om deres politiske troværdighed og dermed om den tillid, som offentligheden i deres lande og i udlandet kan have til politisk argumentation i så alvorlige spørgsmål som krig og fred. Blair og Bush er nu begge tvunget til at lade deres egne efterretningstjenester undersøge, efter at det definitivt har vist sig, at de masseødelæggelsesvåben, der var den angivelige årsag til deres invasion af Irak, ikke eksisterer og aldrig har eksisteret som en international trussel. De hævder begge, at de traf deres beslutninger og inddrog allierede, herunder Danmark, i krigen på basis af efterretningsoplysninger, som nu viser sig at være forkerte. Men den undskyldning vil det blive endog meget svært at klamre sig til, uanset hvad de to landes efterretningstjenester senere måtte skulle lægge ryg til. Det er der tre gode grunde til. For det første har Bush og Blair som deres lands ledere det endelige ansvar. For det andet må man frygte, at et embedsmandsværk, som efterretningstjenesterne jo også er, vil påtage sig noget af skylden for at lette presset på Bush og Blair. Og for det tredje kender vi faktisk allerede sandheden. SAGEN ER nemlig den, at FN's våbeninspektion i Irak allerede havde fået alle væsentlige efterretningsinformationer fra de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og var i fuld gang med at efterprøve dem på landjorden i Irak. Inspektørerne blev støttet af amerikanske overvågningsfly og megen anden efterretningsvirksomhed. Inspektionen var i sagens natur den myndighed, som var bedst informeret og tættest på at få syn for sagn. Ingen udenlandsk efterretningstjeneste kunne afhøre irakiske videnskabsmænd, få adgang til Saddams paladser, inspicere de fabrikker, som var under mistanke, og destruere de ulovlige våben, de fandt. Det giver sig selv. Det var Bush og Blair, der egenhændigt besluttede, at man ikke ville vente på dette verificeringsarbejde, men gå direkte til invasion uden om FN's Sikkerhedsråd. De to politiske topchefer tilsidesatte deres egne efterretningstjenesters indirekte verificeringsarbejde i marken. Man må derfor konkludere, at efterretningsoplysningerne i sidste ende ikke spillede den rolle for krigen, som de blev tillagt. Så ville meget nemlig være vundet ved at vente. Offentligheden fik ikke den fulde begrundelse for, hvorfor vi skulle i krig. Derved svigtede de politiske ledere den demokratiske beslutningsproces. Det betaler de for nu.