ER DER BESTEMTE BØGER, som alle danske bør stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletid? Eller hører selve forestillingen om sådan en 'kanon' fortiden til? Lever vi ikke længere i et samfund, hvor hvert eneste menneske kan forventes at kende 'Erasmus Montanus', 'Kongens Fald' - eller 'Mis med de blå øjne'? Eller tværtimod: Er der i individualiseringens tidsalder netop brug for fælles gods, der bidrager til samling, sammenhæng og samtale, sådan som en liste over officielt uomgængelige bøger vil gøre det? Denne debat, 'kanon-debatten', er blusset op igen, efter at professor Torben Weinreich har foreslået en børnelitteraturens kanon. Det bør ikke være muligt, siger professoren, at komme gennem den danske folkeskole uden at have læst bestemte børnebøger, det være sig Kaalunds 'Fabler for børn', Storm P.s 'Spørge-Jørgen' eller brødrene Krohns 'Peters Jul'. Det er en højst diskutabel liste, professoren opstiller. Den har et uklart forhold til, om det kun er dansk, eller det også er international litteratur, en kanon bør omfatte. Hvorfor tyske Heinrich Hoffmanns 'Den store Bastian' og ikke engelske Kiplings 'Riki Tiki Tavi'? Hvorfor skulle det være nødvendigt at sikre H.C. Andersen, som læses alle vegne: Var det ikke snarere Grimms eventyr og Æsops fabler, der skulle være skolepensum? Og hvorfor nødvendigvis 'Lange Peter Madsen' frem for 'Cykelmyggen Egon' eller 'Otto er et næsehorn'? ALT SAMMEN højst diskutabelt - og det er netop pointen. En kanon er ikke en afsluttet og uantastelig liste over 'de bedste bøger', den er et løbende oplæg til diskussion om, hvilke bøger der er de bedste. Den fælles forudsætning er blot, at noget faktisk er bedre end andet. Og kun en selvhadende kultur forholder sine børn og unge det bedste, denne kultur har at byde på. Men akkurat så selvhadende har dansk kultur jo været i en periode, som vi snart må se at få afsluttet. Et par generationer af dansklærere har på universiteter og seminarier måttet nøjes med semiotiske analyser af reklametekster og ideologiske dissektioner af tegneserier, mens 'Lykke Per', 'Kvindesind' eller 'Den afrikanske farm' højst var selvstudium. På de højere læreanstalter er denne fattigdomsperiode heldigvis ved at være overstået, men når f.eks. formanden for folkeskolens dansklærere under henvisning til 'metodefriheden' kraftigt afviser enhver kanon, enhver liste over dejlige bøger, som skal læses, så er det en sørgelig efterdønning af de kedelige tider. Hvorfor dog ikke bruge metodefriheden på de bedste bøger frem for på alle mulige kedelige 'tekster'. Lad os få en kanon. Til kærlig diskussion.