DECIDERET TÅBELIG. Andet er der ikke at sige om den beslutning, EU-kommissionen traf i går. At trække EU's finansministre for EF-domstolen for at have brudt stabilitets- og vækstpagten kan kun føre økonomiske og politiske ulykker med sig. Ikke engang det juridiske udfald er særlig sikkert. For det første kan EF-domstolen vælge, at den ikke vil tage stilling til sagen, hvis den betragter sagen som politisk snarere end juridisk. For det andet er ministerrådets jurister ganske overbeviste om, at EU's finansministre var på sikker grund, da de i november besluttede, at Tyskland og Frankrig ikke skulle begrænse deres budgetunderskud yderligere. Sondringen mellem politik og jura er helt central. Hvis kommissærerne har læst den såkaldte budgetprocedure, der i detaljer beskriver fremgangsmåden, når et land overskrider treprocentsgrænsen for budgetunderskud, burde det være soleklart for dem, at der er tale om en politisk proces, hvor rådet af EU-finansministre har den afgørende rolle. Det er ministrene, der afgør, hvornår et land skal have en advarsel, og det er ministrene, der afgør, om et land skal pålægges at reducere sit budgetunderskud. Kommissionens rolle er at overvåge landenes budgetter og komme med indstillinger. Ikke at tvinge folkevalgte politikere til at gennemføre sanktioner. Skulle EF-domstolen dømme ministrene, er det yderst tvivlsomt, om afgørelsen kan føres ud i livet. Skal de to lande sænke deres budgetunderskud med tilbagevirkende kraft? Eller forestiller kommissionen sig, at finansministrene skal have en bøde, som de så kan dele mellem sig? SPØRGSMÅLENE er mange, og man får en grim mistanke om, at kommissærerne, som skal udskiftes i år, tager let på fremtidens problemer og er mest optaget af at pleje deres eget renommé, før de skal tilbage på de nationale politiske arenaer. Hele miseren kunne dog være undgået, hvis stabilitets- og vækstpagten ikke var blevet udstyret med den rigide regel om, at underskuddet ikke må overstige tre procent. Reglen, som var et tysk krav, skulle forhindre landene i at lade budgetterne løbe ud af kontrol, så de dermed underminerede euroens troværdighed. Problemet er, at treprocentsgrænsen er udtryk for et forsimplet og banalt syn på økonomi. Nogle gange kan det være sund økonomisk politik at øge budgetunderskuddet mere end tre procent. Kommissionsformand Romano Prodi havde i den grad ret, da han for halvandet år siden betegnede stabilitets- og vækstpagten som »dum«. Nu passer karakteristikken også på kommissionen selv.