MUSEER ER principielt samlinger og videnskabelige arbejdspladser. Men det er flere hundrede år siden, at de begyndte at stille deres fund og erhvervelser til rådighed for publikum. Det var et skridt i den forkerte retning, da Folketinget i 1991 bestemte, at der skulle tages entré på statens museer. Nationalmuseet modtog i fjor en millionarv, der satte museet i stand til at gøre entréen gratis i de sidste to måneder af 2003. Publikumstallet eksploderede ikke overraskende, og interessen har foreløbig holdt sig, efter at man igen er tvunget til at tage betaling. Det bør man kunne lære noget af. For beslutningen i 1991 var grundlæggende forkert. For det første gjorde den et offentligt gode til et klubgode, det vil sige et gode, som kun de, der var villige til at betale for det, havde adgang til. Statens museer huser en national civilisationsarv, der sikrer os viden om Danmarks og andre landes historie og kultur. Samlingerne hjælper os til at blive klogere på os selv og andre. Akkurat som undervisningen i skoler, på læreanstalter og universiteter, som ingen har aktuelle planer om at belægge med brugerbetaling (håber vi!). Museerne er et supplement til deres undervisning og dertil en kilde til berigelse for landets borgere. Vi har selv betalt for dem. Hvorfor skal vi egentlig betale én gang til? Den sociale skævhed i vores skolesystem forstærkes, når adgangen til statens samlinger bliver et gode for dem, der tilhører de mere velbeslåedes klub. For det andet var folketingsbeslutningen forkert, fordi brugerbetaling fordrejer formålet med museer. Når et museums budgetter kun kan hænge sammen via lovbefalet entré, udvikler museerne sig langsomt, men sikkert væk fra det, der er deres egentlige formål, nemlig at koncentrere sig om kvalitet og velbegrundet forskning. De arbejder på markedsvilkår, og resultaterne bliver desværre ofte derefter. Statens Museum for Kunst i København er i den henseende gået i spidsen med moderigtige udstillinger uden iøjnefaldende relevans for den almene oplysning. I museumskredse har der bredt sig den misforståelse, at brugerbetaling giver større respekt for det, museerne har at tilbyde. Kan det samme synspunkt gøres gældende over for offentlige biblioteker? Ringeagter vi bøger, musik eller reproduktioner, fordi vi kan låne dem gratis?