OM FÅ DAGE vil amerikanske magasiner udråbe præsident George W. Bush til Årets Mand, og ingen politiker har da heller som han formået at sætte sit præg på 2003. Det skyldes ikke mindst den amerikansk anførte krig mod Irak, der føjer sig til den efterhånden skræmmende lange række af eksempler på, at USA foretrækker enegang frem for diplomati og gensidige overenskomster. I Vesten, men måske også i andre egne af verden, har det umiddelbare resultat af krigen skabt lettelse: En politisk massemorder og international gangster blev styrtet og skal nu forhåbentlig stå til retligt ansvar for sine forbrydelser mod ikke blot sit eget folk, men også sine nærmeste naboer, Iran, Kuwait og Israel. Men selv de varmeste tilhængere af præsident Bushs kampagne i Irak må erkende, at der er alvorlige problemer forbundet med denne krig. De motiver, hvormed Bush overbeviste USA's demokratiske forsamlinger og sikrede sig mange venligtsindede landes, herunder ikke mindst Danmarks, sympati, har vist sig ikke at være sande. HVIS MAN VIL optræde som moralsk ledestjerne, må man befæste sig med holdbare argumenter, ellers mister selve demokratiet sin overbevisningskraft. Det turde være så meget desto mere betænkeligt, som det netop er det, i hvis navn krigen blev ført. Vi må konstatere, at ikke en eneste af de trusler, som Bush og udenrigsminister Colin Powell udmalede for verden inden krigen, havde rod i virkeligheden. Irak under Saddam Hussein besad ikke masseødelæggelsesvåben, Irak havde bøjet sig for det amerikanske militære pres, og Irak havde ingen forbindelser med terrornetværket al-Qaeda. Det var ikkeeksisterede trusler, som Bushregeringen havde købt og betalt CIA for at producere. Fordi de ikke fandtes i virkeligheden, hvad våbeninspektørerne for længst havde sandsynliggjort. Ved siden af denne usande argumentation byggede USA'sforsvarsministerium sine helt egne begrundelser op. Det var her, man talte om, at terrorismen måtte knuses, at USA alene ved sin militære overlegenhed kunne bringe terroristerne til fortvivlelse, og at Irak snart skulle forvandles til et demokratisk forbillede for den arabiske verden. Intet af dette var, er eller bliver virkelighed. Verden er blevet langt farligere efter Irakinvasionen, terroren har bredt sig til Saudi-Arabien, Marokko og Tyrkiet, i Irak selv stiger terrorofrenes antal, og ingen forestiller sig, at det selvstyre, som Bush vil indføre om et halvt år i Irak (så USA kan være mere eller mindre ude inden præsidentvalget), bliver et smukt syn, der vil få den arabiske ørken til at blomstre. I dag må man sige, at operationen lykkedes, men patienten døde.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
