NYHEDEN OM tilfangetagelsen af Saddam Hussein har måske fået det til at krible i fingrene hos en og anden med skydekløe. For er der nogen nulevende person, som vækker vrede og afsky hos de fleste rettænkende mennesker, er det Iraks suveræne enehersker gennem 23 år. Hans synderegister står skrevet i blod. Over for en sådan barbar, der rask væk lod mere eller mindre indbildte fjender underkaste grusom tortur og siden for titusinders vedkommende henrette eller 'forsvinde', vil mange sikkert mene, at dødsstraffen er den eneste måde at sone de mange ofre på. Benito Mussolini, Italiens fascistiske diktator, blev henrettet i 1945 af partisaner og hængt op på en plads i Milano til alles beskuelse, og Rumæniens kommunistiske leder Nicolae Ceausescu blev i 1989 efter en skueproces skudt ned foran et kamera i bedste sendetid. Det er ikke megen søvn, man har mistet på den konto. MEN HÆVNTØRST og retfærdighed er ikke identiske størrelser. Selv om ingen kan være i tvivl om, at Saddam er skyldig i krigsforbrydelser og grove krænkelser af enhver art, skal han stilles for en domstol. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken domstol der har tilstrækkelig legitimitet og erfaring til at føre en sådan omfattende sag. Blot få dage før Saddam blev trukket op af sin lille jordhule, offentliggjorde det irakiske regeringsråd grundlaget for en domstol, der skal tage sig af de forbrydelser mod menneskeheden, som den tidligere regering og Baathpartiet begik. Statutterne til den nye domstol slår fast, at kun irakere kan fungere som dommere, anklagere og undersøgelsesdommere. Det er uheldigt, al den stund man kan tvivle på, om det juridiske system i Irak er på omgangshøjde med den yderst krævende indsats, som en sådan proces indebærer. Det er ikke nok at pege på massegravene og konkludere, at Saddam, som det monster han vitterlig er, skal klynges op i den nærmeste lygtepæl. Hvis en sådan proces skal indeholde en lære for i første omgang den irakiske befolkning, men i videre forstand for indbyggerne rundt om i den arabiske verden, er det vigtigt at kunne dokumentere diktaturets monstrøsitet. Det er en kæmpemæssig opgave, som kræver ekspertise og international erfaring, sådan som vi har set det med de internationale domstole i forbindelse med Eksjugoslavien og Rwanda. Processen mod diktatoren bør føres af irakerne selv, men gerne med juridisk ekspertise fra FN og med dommere fra andre arabiske lande. At give Saddam en retfærdig rettergang, vil - uanset det endelige udfald - være den største sejr over hans eget brutale uretssystem.