VI ER nået til slutspurten. EU's ledere skal i denne weekend enten tage et stort skridt fremad eller udløse den største europæiske krise i mange årtier. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad de 25 ledere og deres udenrigsministre bliver enige om. Men allervigtigst er det, at de overhovedet bliver enige. Takket være et imponerende forarbejde i EU-konventet ligger der nemlig en sammenhængende forfatningstraktat foran dem. Så selv om vi ikke kender indholdet af de sidste kompromiser, så ved vi allerede meget om, hvad det er, som parlamenter og vælgere i de 25 lande skal sige ja eller nej til bagefter. Uanset slutspurtens forløb, så får alle EU-borgere nye rettigheder, det folkevalgte Europaparlament får større indflydelse, samarbejdet bliver forenklet på stribevis af punkter, EU får en fælles udenrigsminister og så videre og så videre. Det er første gang i den lange række af seje forhandlinger, der har skabt EU, at det er selve samarbejdets art, dets værdier, målsætninger og grundlæggende spilleregler, der har stået i centrum. Det drejer sig om, hvordan et fællesskab med 25 medlemslande og over 422 millioner indbyggere fremover skal træffe beslutninger - effektivt og demokratisk. Det er derfor logisk, at det største, tilbageværende problem vedrører selve kernen i magtspørgsmålet: Hvordan skal ministerrådet, som landene har valgt at fastholde som det helt afgørende organ, træffe beslutninger? KONVENTETS FORSLAG er det såkaldte dobbelte flertal: For det første skal et flertal af lande være enige. Her tæller hvert land lige meget uanset størrelse. For det andet skal dette flertal repræsentere lande, der tilsammen rummer 60 procent af EU's befolkning. Forslaget er enkelt og indlejrer i et og samme organ de to principper, der må gælde i et politisk fællesskab, hvor borgerne lever i hver deres, stærke og identitetsbærende nationalstat. Det er klart, at de store lande får lettere ved at samle et befolkningsflertal. Men en koalition af små lande kan stadig blokere, uanset om alle de store er enige. Ønsker man at styrke de små lande yderligere, er det blot at forhøje tallene. For eksempel ved at kræve 60 procents tilslutning i forbindelse med begge flertal. Det er desværre ikke det, forslagets modstandere, Polen og Spanien, kæmper for. I stedet går de til mødet under banneret 'Nice eller døden'. De vil stå fast på de mange stemmer, de erobrede ved det kaotiske topmøde i Nice, hvor alt gik galt, og hvor stats- og regeringscheferne efter en forhandlingsmaraton bagefter knap nok selv kunne overskue, hvad de havde aftalt. Her fik Polen og Spanien næsten lige så mange stemmer som det største medlemsland, Tyskland. Men det er umuligt at formulere et princip, der kan retfærdiggøre det udfald. Nice er en elendig traktat. Hvis ikke EU-landene formår at gøre op med den efter den mest grundige og kvalificerede traktatforberedelse nogensinde, så vil krisen være åbenbar. Det er ikke bare topmødeprestige, men EU's langsigtede funktionsduelighed, der er på spil. Indtil videre har regeringscheferne stort set ikke bidraget med forbedringer, men tværtimod svækket det konventudkast, der i forvejen var et kompromis præget af betydelig realisme. Af samme grund vil det være nemt at placere ansvaret, hvis det går galt. PÅ ANDRE områder bør det blive nemmere at blive enig. Antallet af EU-kommissærer for eksempel. Forløbet er tragikomisk: Debatten tog udgangspunkt i de store landes utilfredshed med at have for få kommissærer, forklædt som en bekymring for kommissionens funktionsduelig i et større EU. Men de små lande kunne og kan ikke leve uden en kommissær hver. Løsningen bliver formentlig flere kommissærer end nogensinde - både til små og store medlemslande. En elendig løsning, hvis antal og funktionsduelighed virkelig hang direkte sammen. Men en udfordring, der i praksis kan løses ved at samle kommissærer om fælles arbejdsopgaver. Der bliver heller ikke tale om at træffe flertalsbeslutninger på helt så mange områder, som konventet ønskede det. Men også her dog alligevel om gedigne fremskridt i retning af øget beslutningsdygtighed. FORMENTLIG NÅR topmødet et resultat, selv om prisen kan blive et malabarisk kompromis på det ene eller det andet punkt. Planen er, at den europæiske forfatning skal underskrives i maj næste år. Derefter skal den i løbet af 2004 og 2005 godkendes i alle 25 lande - de fleste steder med mindst to tredjedeles flertal i de nationale parlamenter, men i Danmark og mindst tre andre lande ved en folkeafstemning. Det vil blive - og bør være - en nervepirrende proces. Når 25 lande i den verdensdel, der opfandt nationalstaten, beslutter sig for at lade disse nationalstater binde af en grundlov - forpligtende regler, der erstatter krig med fred, magtspil med forhandlinger og diplomati med retsregler - er der tale om en begivenhed med et globalt og verdenshistorisk perspektiv. Et større politisk spørgsmål findes ikke i vor tid. Det er ikke sikkert, at alle europæere vil være med. Det er ikke sikkert, at vi danskere vil. Men hvad der end sker, skal ingen lade sig narre af forhandlingernes kompleksitet og den svære EU-jargon. Det er en fælles fremtid - eller det modsatte - der i disse dage er i støbeskeen.