SELV OM MAN ikke er tilhænger af de fire danske EU-forbehold, er der grund til at glæde sig over, at det nu formentlig lykkes for regeringen at få dem indskrevet i den traktat, som skal lægges ud til folkeafstemning på et eller andet tidspunkt næste år. Det fjerner nemlig hele forbeholdsdiskussionen fra debatten om den kommende forfatning for det stærkt udvidede europæiske fællesskab. Det står nu klart, at vi skal tage stilling til to vidt forskellige ting; for det første traktaten, og for det andet de fire forbehold. De kan nemlig på ny fjernes fra traktaten, hvis det er det, et flertal af danskerne ønsker. Det mest sandsynlige forløb vil være, at vi først skal stemme om den ny traktat og siden, og forhåbentlig ikke samme dag, om forbeholdene. Det skulle være til at forstå. DET BETYDER, at den første folkelige debat vil dreje sig om et rent europæisk spørgsmål, nemlig hvordan og på hvilket værdigrundlag fællesskabet skal videreudvikles. Til gengæld bliver det andet afstemningstema om forbeholdene rent dansk. Vi skal afgøre, om vi finder det tilfredsstillende, at vores undtagelser i den ny traktat risikerer at blokere for mere, end afstemningen i 1993 forudså. Dertil kommer, at vi allerede nu ved, at vi ikke skal stemme om alle forbeholdene på én gang. Retsforbeholdet skal bevares i en ny form, der gør det muligt at fastholde den nuværende ultrastramme danske asyl- og indvandringspolitik, hvis Folketingets flertal ønsker det. Det sker, fordi regeringen mener, at de danske regler er bedre - det vil på almindeligt dansk sige langt værre - end de regler, der gælder i de øvrige EU-lande. Danmark sætter en ære i at udmærke sig som det mest fremmedfjendske land i Europa. NETOP DETTE scenarie burde lægge maksimalt pres på EU-skeptikere blandt SF's, de radikales, Enhedslistens og Kristendemokraternes vælgere, som måske har et mere nuanceret syn på holdningen til folk med fremmed kultur end det parlamentariske flertal og Socialdemokratiet. For med undtagelser er der jo kun to muligheder: Enten må man anstændigvis se med velvilje på, at andre opfører sig lige så snæversynet som en selv, eller også må man leve efter de regler, man foretrækker, at andre følger. Hvis man ikke mener, at det vil være lykkebringende, at Tyskland opgiver euroen, bør man nok heller ikke undtage sig selv. Hvis det er så vigtigt at befæste et Fort Danmark, hvorfor ville det så være hårrejsende, hvis Tyskland følger vores eksempel? Undtagelser er udtryk for dobbeltmoral. Og de svækker ens argumenter og indflydelse.