SELV OM THULEboernes advokat, Christian Harlang, efter Højesterets dom i går stillede i udsigt, at tvisten vil blive ført videre ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan det konkluderes, at der i det danske retssystem er sat punktum i den langstrakte sag. Hermed er der heldigvis langt om længe skabt juridisk rent bord (skønt der fra grønlandsk side fortsat er utilfredshed og frustration over afgørelsen). Og selv om Højesteret stadfæstede landsrettens dom fra 1999, er der grund til at fremhæve, at det med stadfæstelsen er ubetvivleligt, at kolonimagten Danmark i 1953 foretog en tvangsforflytning af 27 familier på bopladsen i Uummannaq ved Thule-basen. Det er denne tvangsforflytning, den danske stat i mange år nægtede at vedkende sig. Thuleboerne flyttede af egen fri vilje, hed det i stedet fra det officielle Danmark, skønt kendsgerningerne ellers syntes at tale deres eget tydelige sprog. Via en departementschef i Grønlandsministeriet fik befolkningen fire dage til at pakke så mange af deres ejendele, de kunne have på hundeslæderne, og bevæge sig 100 km nordpå til Qaanaaq, hvor der var opført en samling erstatningshuse. HØJESTERET har nu stadfæstet landsrettens afgørelse om, at denne grove og arrogante handlemåde skal udløse en erstatning, og der er derfor stadig god mening i, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i sin tid offentligt undskyldte på den danske regerings vegne. Handlemåden i Thule i 1953 afspejlede en tid, hvor herrefolkementalitet og kolonimagtsforestillinger på ingen måde var ukendte i lilleputlandet Danmark, og heraf kan der nok stadig drages en tankevækkende lære om forholdet mellem danskere og fremmede befolkningsgrupper. Samtidig er det vigtigt at understrege, at stadfæstelsen indebærer, at Thule-basen i 1951 var lovlig anlagt, fordi opførelsen var baseret på en lovlig ekspropriation af området. Derfor har Thuleboerne selvfølgelig også ret til en erstatning, og størrelsen af den er nu også stadfæstet af Højesteret. På denne måde kan man konkludere, at regnskabet mellem Danmark og Thuleboerne - og dermed i videste forstand Grønland - omsider er gjort juridisk op. Det tog altså mere end 50 år, og man kan dårligt hævde, at forløbet forbedrer det vanemæssige skønmaleri af dansk demokrati og frisind. Tværtimod er det Thuleboerne, der har betalt den højeste pris for disse værdier. For man skal naturligvis ikke være blind for, at netop Thule-basens tilstedeværelse var af næsten uvurderlig betydning for sikkerheden i den vestlige verden under den kolde krig.