»ER DER NOGEN, der kan nævne fem punkter, hvor et alternativ til regeringen vil gøre det anderledes?«. Denne flabede bemærkning fyrede Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, af her i avisen forleden. Og manden har en pointe. Siden valget blev tabt i disse dage for to år siden, har oppositionen mildest talt haft svært ved at formulere de offensive bud, der kan overbevise befolkningen om, at der står en gruppe forventningsfulde politikere klar i kulissen til at håndtere fremtidens udfordringer. I stedet har oppositionen brugt tiden og energien på at lægge ansigterne i bekymrede folder og vrisse ad »regeringens fejlslagne« politik. Det skal vi på denne plads være de første til at indrømme, at der har været god grund til. Men hvis man udelukkende 'stiller sig mopset an' og glemmer at formidle sin egen politik, så gør man sig ikke fortjent til regeringsmagten. Ved konstant at pege fingre ad modparten opnår man kun én ting: at samle fokus om modpartens politik, samtidig med at man selv fremstår mavesur og defensiv. Desværre er Socialdemokraternes nye strategipapir, som vi præsenterede her i avisen i forgårs, ikke noget afgørende ryk væk fra dette spor. Hovedvægten ligger stadig på et angreb på regeringens politik og lysten til at »fortælle om, at udviklingen i hastigt tempo går den forkerte vej«. ET LILLE LYSPUNKT er, at Socialdemokraterne erkender, at det er nødvendigt at fokusere mere på sin egen politik. Den erkendelse er mildest talt nødvendig for et parti, som i sidste valgkamp præsenterede offentligheden for et spredehaglsoplæg med 100 punkter, der i realiteten overlod valgkampen til Venstre, som i få overskrifter fokuserede på sin egen politik. Det samme skal oppositionen naturligvis gøre nu. Og de syv overskrifter, som S lægger frem i papiret - jobplan, billigere børnepasning og et løft til skoler, uddannelse/forskning, ældrepleje, sundhedsvæsen og miljø - kunne være en god start. Men ambitionsniveauet skal være højere, hvis man for alvor skal begejstre og sikre opbakning til et nyt politisk projekt. Hvor er f.eks. de visionære ideer og reformer, der skal sikre samfundets sammenhængskraft ind i en tidsalder præget af ældreboom, social polarisering og pres fra globaliseringen? Oppositionens største fjende er ikke regeringen, men troen på, at vejen til regeringsmagten går over stigende arbejdsløshedstal og flere 'dagpengesager'. Regeringsmagten kan man ikke fedte sig til. Den skal man gøre sig fortjent til.