DET HØRER til de politiske landsmøders faste koreografi, at der skal være en scene, hvor græsrødderne får lejlighed til at lukke damp ud, og det ved Venstres drejebogsfikserede formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, naturligvis bedre end de fleste. Derfor opstillede han allerede i tirsdags fem krav til den kommunale forvaltning, som enhver venstrevælger kan gå ind for og som lige så indlysende ikke kan honoreres i den nuværende kommunale struktur. Enhver kender løsningen på problemet: Kommuner må sammenlægges, hvorved amterne bliver overflødige. Så her er en sag, der egner sig til en god 'demokratisk' landsmødedebat, hvor den ene borgmester efter den anden kan protestere mod en beslutning, der allerede er taget. Mens statsministeren kan fremstå som den handlekraftige politiker, der ikke går af vejen for upopulære, men nødvendige initiativer, hvis kontroversielle detaljer han naturligvis ikke kan komme ind på, før Strukturkommissionen har barslet til nytår. Man er vel saglig. TRICKET ER set før og vil formentlig optage det meste af landsmødedeltagernes taletid. Og det er en skam, for halvvejs inde i valgperioden burde tiden være inde til at gøre både status og at se frem. Der burde være nok at tage fat på, også selv om man ikke ønsker at ødelægge den gode stemning med de triste affærer omkring finans-, miljø- og kirkeministeren. For kan det virkelig passe, at det kun er gæve venstrekvinder som Britta Schall Holberg, der er skuffet over, at statsministerens værdidebat er druknet i Dansk Folkepartis Tidehvervs-svovlpøl? Er Birthe Rønn Hornbech virkelig den eneste, der offentligt tør tilbagevise Pia Kjærsgaards uhørte beskyldninger om navngivne højesteretsdommeres politiske domme? EN STATUS over regeringens to første år viser, at der er adskille ridser i den statsministerglasur, som ellers præger det officielle billede af Fogh Rasmussen, der jo holder, hvad han lover. Men bagsiden af det rigide skattestop er jo, at det blokerede for en visionær skattereform og fastlåste den nuværende struktur i flere år. Det er en væsentlig årsag til, at den ambitiøse 2010-målsætning, om 85.000 flere i arbejde, halvering af statsgælden og dermed fremtidssikring af velfærdssamfundet, nu er helt illusorisk. Og velfærdsreformen er som bekendt sendt til tælling i en kommission til efter næste valg. Statsministeren fik EU-udvidelsen på plads. Og hvis han får succes med folkeafstemningen om EU-forfatningen samt gennemført en ny kommunal struktur, skal meget være ham tilgivet. I hvert fald bliver det ikke næste års finanslov - eller de foregående - der går over i historien.