AMTERNES fremtid og behovet for en reform af amts- og kommunalstrukturen har været et yndet diskussionsemne i vældig mange år. Men først efter at VK-regeringen meldte ud, at der nu skal ske noget, er der for alvor kommet gang i de processer, som kan lede frem til, at det utidssvarende amtskommunale danmarkskort nytegnes. Medlemmerne af regeringens Strukturkommission er for længst i gang med at forberede det udspil, som efter planen skal komme til foråret, men heldigvis har truslen om et centralt udspil for længst fået kommunerne til selv at skæve ud over kommunegrænserne for at finde naturlige partnere at vokse ind i fremtiden med. Ifølge Politikens rundspørge er mere end hver fjerde kommune i gang med forhandlinger med andre kommuner om sammenlægning på frivillig basis. Det er en sund udvikling, selv om der har været flere kritiske pip fra nogle af de centrale spillere i nytegningen af den ny kommunalstruktur. Netop i forbindelse med de mest borgernære niveauer i samfundet, kommunerne, er det fantastisk vigtigt, at der er mest mulig positiv energi og lokal medindflydelse i forløbet. Det er en positiv udvikling, at de lokalpolitikere, der skal agere i den ny struktur, selv kan se behovet for en reform og medvirker aktivt til at gøde jorden for den. FREMTIDENS gennemsnitskommune vil efter alt at dømme blive dobbelt så stor som nu. Hvis landets borgmestre skal sætte tal på, vil den ideelle kommune have cirka 32.000 indbyggere. Det er en passende størrelse, mindre må den i hvert fald ikke være, hvis den ny struktur skal batte. Fremtidens kommuner er nødt til at have en vis størrelse for at kunne have en effektiv drift, tiltrække den rette medarbejderstab og i det hele taget håndtere mange opgaver. Ikke mindst dem, som skal løses, når amterne forhåbentlig bliver nedlagt. Både driften af sygehusvæsnet, gymnasieskolerne og mange af de infrastrukturelle og miljømæssige opgaver, som amterne har varetaget, vil skulle løses af storkommuner eller nye regionale fællesskaber. Danmark er for lille et land til, at tre skatteudskrivende niveauer er nødvendige. Et regionalt led mellem kommuner og stat er ikke en garanti for mere demokrati, men for mere bureaukrati. Hvad angår sygehusopgaverne, som er den største af amternes opgaver, bør der findes helt andre løsningsmodeller end dem, som begrænser sig i at tænke i diverse antal regioner. Man kan sagtens forestille sig løsninger, hvor det er kommunalpolitikere, der i sidste instans står til regnskab for, hvorledes sygehusopgaver varetages, selv om disse konkret udføres af selvstændige selskaber. Det danske demokrati får kraft og styrke gennem den tætte borgerkontakt i kommunerne. I fremtidens Danmark, hvor den europæiske dimension bliver endnu mere nærværende, er det en kvalitet, der ikke må sættes over styr. Både det ævl og kævl, der kommer, når den ny struktur bliver virkelighed, og de meningstilkendegivelser, der er i denne tid, er sundhedstegn.