FRA DE glade studenter hopper af ladvognen, til de beslutter sig til at gå i gang med en uddannelse, går der i gennemsnit fem år. Det er for længe, siger Dansk Arbejdsgiverforening. De unge derimod siger næsten enstemmigt, at tiden brugt på ufaglærte job, drømmerejser og højskoleophold ikke er spildt. Problemet er, at begge parter har ret. Det er rigtigt, når DA siger, at fem år er lang tid, og de fem år i forhold til det samlede arbejdsmarkeds behov for kloge hoveder er spild af tid. Men de unge har jo også ret i, at det på det danske arbejdsmarked ganske ofte er de kvalifikationer, som de unge har ved siden af deres uddannelse, der er afgørende for, om de får arbejde efter endt uddannelse. Den velkendte diskussion har bølget frem og tilbage, siden en række ministerier med Finansministeriet for bordenden satte fokus på problemet i rapporten 'Kvalitet i uddannelsessystemet' i 1998. Og groft sagt er diskussionen ikke kommet ud af stedet, netop fordi de unge har gode grunde til at vælge, som de gør. VI KOMMER næppe videre, før det erkendes, at tidnøden blot er et ud af mange symptomer på, at sammenhængen mellem arbejdsmarkedet og uddannelsessystemets længste uddannelser er for dårlig. Frafald, specialesump og den aktuelle situation, hvor hver tredje nyudklækkede med en videregående uddannelse ikke kan få arbejde, kan nævnes som andre krisetegn. En del af miseren er, at vi på de danske universiteter krampagtigt fastholder kandidatgraden fra den germanske tradition, hvor både struktur og indhold især forbereder de studerende til at gå forskervejen. Kandidatmodellen har mange kvaliteter, men man har ikke taget konsekvensen af, at optaget til universiteterne er øget så dramatisk, at de fleste kandidater skal finde job på arbejdsmarkedet uden for den akademiske verden. Problemet med de unges sendrægtighed løses næppe, før den angelsaksiske universitetsmodel indføres mere konsekvent, end tilfældet er i dag. Denne model har den treårige bachelor som et reelt aftrædelsestrin til arbejdsmarkedet og vil derfor være mere overskuelig at gå i gang med end den lange kandidatuddannelse. Samtidig rummer modellen den fleksibilitet, som mangler i dag, og det ville tvinge de studerende til at overveje jobmuligheder tidligere og gøre overgangen fra universitet til arbejdsmarked lettere. Det danske uddannelsessystem trænger til en gennemgribende behandling, og det bliver ikke helbredt af en håbløs symptombehandling af unges adfærd.