DER ER ingen grund til at lade sig imponere endsige skræmme af, at et flertal af danskere ifølge dagens Vilstrup er passivt tilfredse med folkekirkens nuværende forhold. Det konservative flertal består med stor sikkerhed af medlemmer af folkekirken, der ikke er kirkegængere. Når der kommer klare alternativer frem, vil billedet ændre sig. Det nye og positive er, at det ikke kun er dem, der står uden for den eksisterende statskirke, der kan se, at der er noget galt. Hvis man tilhører et religiøst mindretal eller er fritænker, har problemerne længe været iøjnefaldende: Massive økonomiske subsidier oven i kirkeskatten, som staten opkræver (hvad ville Danmarks Radio ikke give for at få licensen inddrevet på den måde?). Fødselsregistrering for alle lagt hos en bestemt kirke. Markant begunstigelse af den lutherske tro i hele undervisningssystemet, herunder offentlig præsteuddannelse. Et billede, der åbenlyst er på kant med gældende europæiske normer som religionsfrihed og forbud mod religiøs diskrimination. FOR DEM, der faktisk deltager i folkekirkens liv, er der andre problemer: Det mest iøjnefaldende er det bizarre i, at folkevalgte politikere i sidste instans har magten i religiøse spørgsmål. Ved at optræde provokerende og irrationelt i stort og småt har den nuværende kirkeminister gjort arrangementets skævhed ekstra synlig. At hun som minister rider de kæpheste, hun også havde som præst, gør kun urimeligheden større. Men Tove Fergo har kun været en katalysator for en debat, vi længe har haft til gode herhjemme. Et af debattens paradokser er, at dem, der værner mest om statskirken, er dem, der samtidig tordner løs om behovet for at skille religion og politik. Det var f.eks. sådan, Mogens Camre (DF) forleden begrundede, at han stemte for at skrive kristendommen ind i en EU-forfatningstraktat (han tabte afstemningen). Paradokset er desværre nemt at afkode. Dansk Folkeparti hader muslimer. Om den holdning mest effektivt varetages på kristne eller på verdslige præmisser er for partiet et spørgsmål om taktik. Det turde imidlertid være indlysende, at den eneste konsekvente måde at adskille religion og politik på er at lade princippet gælde for alle religioner. Også derfor er der for både troende, ikketroende og vanetroende grund til at fortsætte debatten om adskillelse af stat og kirke.