PRÆSIDENTERNE George W. Bush og Vladimir Putin opfordrede fra deres topmøde i weekenden Iran til at indfri Det Internationale Atomenergiagenturs, IAEA's, krav om inden udgangen af oktober at bevise, at det ikke er ved at udvikle atomvåben. Men det lykkedes heller ikke denne gang Bush at få Putin til at opgive russisk færdigbygning af Irans første atomkraftværk. Putin sagde, at de to enedes om »et klart, men respektfuldt signal til Iran«. Det respektfulde står Moskva for, mens Washington taler til Iran på samme måde som til Nordkorea; to lande i 'ondskabens akse', som USA vil sætte på plads - med våbenmagt om nødvendigt. Mens Iran hævder kun at ønske atomkraft til fredelige formål, har Nordkorea indrømmet at have et atomvåbenprogram. Bush og Putin vil også lægge fælles pres på Nordkorea, men heller ikke her er de enige. Ifølge Putin må Nordkorea gives sikkerhedsgarantier til gengæld for opgivelse af sit atomprogram. Det afviser USA kategorisk, så forhandlinger om sagen i Beijing i august endte uden resultat. Nordkorea har siden udtalt, at USA's kompromisløshed tvinger landet til at udbygge sin »atomafskrækkelse«. BEGGE KONFLIKTER viser den atomare ikkespredningsaftales, NPT's, fallit. Indien, Pakistan og Israel har afvist at underskrive den, Nordkorea har trukket sig ud af den, og høgene i Teheran mener, at Iran skal gøre det samme. Irans høge ser som Nordkorea atomafskrækkelse som den mest effektive garanti imod en amerikansk invasion. Og det er det jo også. En IAEA-delegation kommer på torsdag til Teheran i et nyt forsøg på at få Iran til at lægge alle sine atomkort på bordet. Det er givet lettere at tale med Teheran end med Pyongyang. Hvad man end kan sige om høgene i Teheran, så er de ikke så gale og løsrevet fra virkeligheden som Nordkoreas Kim Jong-il. Men heller ikke de moderate i Iran vil fremstå, som om de blot bøjer sig for USA. Hvis USA ikke vil vise den respekt, som Putin taler om, gavner det kun høgene i Teheran. Når NPT har spillet fallit, handler det ikke kun om onde regimer. Det handler også om amerikansk arrogance. Washington forbeholder sig ret til at perfektionere sine atomvåben yderligere og bruge dem. USA står også så fast på retten til at gribe ind hvor som helst, at det end ikke vil tale om at give løfter om ikke at angribe som betingelse for staters opgivelse af atomvåben. Det turde ellers være et oplagt kompromis. Hvis USA fortsat finder det vigtigere at vise muskler, ser det rigtig skidt ud for ikkespredning af atomvåben.