'PISKEN FREM og de sociale ydelser ned - det skal kunne betale sig at arbejde!'. Sådan lyder det social- og arbejdsmarkedspolitiske mantra fra den borgerlige regering i disse år. Og det var såmænd også dette mantra, regeringen messede, da den for lidt mere end et år siden indførte den såkaldte starthjælp for nytilkomne flygtninge. Og beløbet? 5.266 kroner til den udeboende enlige - om måneden! Værsgo og spis - hvis altså du har råd til lidt mad. Formålet med starthjælpen var at bane vejen til arbejdsmarkedet for flygtninge. Men set med de briller har ydelsen været en fiasko. Integrationsministeren erkender, at det kun er 10-20 procent af flygtningene, der er kommet i arbejde i det forgangne år. Og et nyt rundspørge til landets kommuner, som Politiken offentliggjorde i går, viser, at halvdelen af borgmestrene, heraf mange venstreborgmestre, siger dur ikke til starthjælpen. Hovedanken fra borgmestrene er, at starthjælpen ikke lever op til sit formål - at skubbe flygtninge ud i ordinære job. Og et særligt ønske fra ikke færre end 252 ud af 271 borgmestre og Kommunernes Landsforening er, at man undtager de syge og traumatiserede flygtninge fra starthjælpen, da de alligevel ikke kan påtage sig et arbejde, før de er behandlet. AL ANSTÆNDIGHEDog rationel tænkning tilsiger, at den ydmygende starthjælp tages af bordet, da ideen ikke lever op til sit integrationsformål og i værste fald er med til at stigmatisere og udstøde de ressourcesvage flygtninge yderligere. Men det har regeringen ingen planer om. Den står fast på sit princip - og er end ikke parat til at lave en undtagelse for de syge og traumatiserede. Og hvorfor ikke? Fordi ingen skal komme her med tal og argumenter og forsøge at udfordre en regering, der én gang for alle har formuleret et princip. For har man én gang sagt, at »det skal kunne betale sig at arbejde«, så må man også stå ved det! Problemet er bare, at dette princip, som virker udmærket over for den ressourcestærke - som for eksempel i 1990'erne - preller fuldstændigt af på den ressourcesvage, der er chanceløs i forhold arbejdsmarkedet. Hvis man kravler på gulvet, er det ikke motiverende at mærke pisken smælde over kroppen - så vil man meget hellere have en hjælpende hånd.