AT EU-FORBEHOLDENE er et politisk morads er ingen nyhed. De svækker Danmarks indflydelse i EU. De gør det sværere at løse de problemer, som Danmark har til fælles med resten af Europa. Det var meningen, at de skulle påvirke EU's kurs. I stedet er det lige netop på de områder, de dækker, at EU gør de største fremskridt. Endelig er de en evig kilde til politisk mistillid. Det er derfor en god nyhed, at der nu bliver mulighed for at afskaffe dem. Hvis vi skulle have stemt om den ny EU-traktat uden at stemme om dem, ville vi reelt have skullet stemme ja til forbeholdene. Det ville have tvunget mange vælgere til at stemme ja (til traktaten) og nej (ja til forbeholdene) på én gang. En oplagt urimelighed. I stedet forestiller statsministeren sig, at vi stemmer om alting hver for sig: Altså at vi får mulighed for at sætte op til fem krydser på stemmesedlen. Det er svært at være imod de mange krydser, selv om de fleste af os nok vil sætte vores på den samme side hele vejen ned ad stemmesedlen. PÅ ET PUNKT bliver det imidlertid endnu mere kompliceret. Der er nemlig et område, hvor statsministeren ikke stoler på Europa. Det drejer sig om udlændingepolitikken. På dette ene punkt mener Anders Fogh Rasmussen, at det er nødvendigt at sætte et ekstra værn om den danske egenart. På dette ene punkt mener han ikke, at der er noget vundet ved at søge fælles løsninger på fælles problemer. På dette ene punkt er europæiske værdier en trussel mod Danmark. Vores ret til at behandle indvandrere i første, anden og tredje generation, for slet ikke at tale om dem, der banker på døren, dårligere end vores nabolande, har allerhøjeste prioritet. Den udgør så at sige den højeste danske værdi. Der, hvor vi har noget, der er bedre end alle andre. Der, hvor regeringen vil stå fast, uanset hvad. Teknisk er det lidt af en udfordring: Det retslige forbehold skal ifølge Anders Fogh Rasmussen ikke afskaffes, men erstattes af en kompliceret juridisk konstruktion, der vil gøre det muligt for Danmark at afvige negativt fra, hvad det øvrige Europa kan blive enige om. Ønsket om at beskytte os mod ethvert pres i humanistisk retning er så stærkt, at statsministeren på dette ene punkt vil fravige den valgfrihed og den respekt for demokratiet, der ellers er bærende for hele den usædvanlige afstemningsmodel: Når det gælder retsforbeholdet, får vi slet ikke mulighed for at afskaffe det, vi vedtog i 1993. Vi får kun lov til at fastholde det - eller godkende en model, der skal beskytte den stolt intolerante danske regering mod alle pladderhumanisterne ude i Europa.