NÅR MAN tænker på, hvilke enorme gevinster for hele verden - men også og ikke mindst for de mindre rige dele af den - der lå gemt i en succes, er det næsten ikke til at bære, at Cancúnmødet om frihandel endte i et sammenbrud. En af de vigtigste - og mest konstruktive - deltagere, EU's handelskommissær, Pacal Lamy, skjulte ikke sin skuffelse. Mødet har været »en fiasko«, konstaterede han. Og tilføjede at WTO er en »middelalderlig organisation«, der må finde nye måder at træffe beslutninger på. Det er fristende at finde nogen at skyde skylden på, når så alvorlig en del af det internationale samarbejde går skævt. Og taktisk set kan man hævde, at de rige lande denne gang havde stillet indrømmelser i udsigt, der burde have været indkasseret. Men de fattige og halvfattige lande stiller efter års frustrationer stigende krav, og måske opgav den mexicanske mødeledelse for tidligt. Grundlæggende er og bliver det dog de rige landes - USA's og EU's - ansvar, når alle bliver tabere efter sådan en seance. Alene de amerikanske og de europæiske landbrugssubsidier udgør så monumental en skandale, at der burde være plads til langt mere dramatiske indrømmelser, end dem der tøvende er kommet på bordet REALISTER VIL hævde, at håbet om en friere verdenshandel nu er udskudt på ubestemt tid, om ikke andet så fordi USA skal vælge præsident næste år. Det var derfor, midtvejsmødet i Cancún var så vigtigt, og det er det, der nu er gået galt. Det udfald bør verden imidlertid ikke kunne leve med. Omvendt illustrerer den kendsgerning, at sammenbruddet kunne ske, trods forøget vilje til kompromis blandt flere vigtige deltagere, at WTO må finde en ny måde at træffe beslutninger på. At opgive den multilaterale og efterhånden snart universelle ramme, som WTO er, ville være en katastrofe. Ikke bare for verdenshandelen, men også for hele det internationale samarbejde. Det ville kunne medføre en primitiv politisering af handelsåbenhed, og dermed til blokdannelser og nye, alvorlige konfliktkilder. På den anden side har 'det polske rigsdagsprincip', hvor alle lande skal acceptere alt, også overlevet sig selv. Det må være muligt at finde en anden model. Hvad med at lade sig inspirere af EU's dobbelte flertalsprincip: I WTO skulle metoden måske være tredobbelt, således at der blev stemt både efter befolkningstal, efter økonomisk vægt i verdenshandelen og endelig efter ét land én stemme-princippet. Med krav om kvalificeret flertal hele vejen rundt. At nå dertil ville være et gigantisk fremskridt i forhold til den nuværende handlingslammelse.