DER SKULLE et markant og synligt stilskifte til, før det britiske arbejderparti endelig kunne gøre sig selv valgbart igen sidst i 1990'erne. Fløjlsbukser med hængerøv blev skiftet ud med skarptskårne jakkesæt, gamle socialistiske dogmer måtte vige for Den Tredje Vejs udstrakte hånd til kapitalen, og så blev det hele pakket ind i glittet papir og glade poptoner. Da støvskyen fra opgøret med Old Labour havde lagt sig, rykkede Tony Blair og hans moderniserede New Labour i 1997 ind i Downing Street. Og snart valfartede andre europæiske socialdemokrater - og sågar en dansk venstreformand ved navn Fogh - til London for at lure Blair og spindoktorerne kunsten af. SEKS ÅR efter har den konstante insisteren på at få den helt rigtige og mest strømlinede indpakning til de politiske budskaber taget overhånd. Uanset om der viser sig at være hold i anklagerne om, at Blair & co. har fiflet med baggrundsmaterialet for krigen i Irak, er anklagerne i sig selv symptom på Blairs og de ofte hykleriske mediers alvorligste problem. Regeringens spin og pressens medspin er gået i selvsving. Chefspindoktor Alastair Campbells afgang og den efterfølgende omstrukturering af hele Blairs pressekontor og kommunikationsstrategi i den forløbne uge var nødvendig, hvis Blair skal gøre sig håb om at genvinde tabt tillid hos vælgerne. Vælgerne er blevet så vant til, at ethvert politisk budskab fra Labour er så kunstfærdigt modelleret og tilpasset formålet, at det bliver noget nær umuligt at afkode virkeligheden bag. Og mediernes skånselsløse fokus på præsentation og præstation giver eventuelle gode intentioner og fornuftig politik umulige betingelser. FRA REGERINGENS hold er det en tand for dygtigt, når sundhedsministeriet erklærer sejr i kampen mod ventelister - og det så kommer frem, at der bag de jublende tal gemmer sig alskens krumspring. Nogle steder skal patienter i realiteten stå på venteliste for at komme på venteliste, og andre steder har hospitaler fundet på at indskrive patienter hurtigt blot for at få dem væk fra listerne. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de kommer på operationsbordet. Men fra pressens side er det også for dårligt, når premierministerfruens tøjvalg og sangstemme sniger sig ind blandt seriøse topnyheder og analyseres, som om de også er regeringens værk og ansvar. Spin, letfattelige budskaber og en hård styring af medierne har været Blair en god tjener i forsøget på at vinde vælgere. Men hvis vælgerne også skal fastholdes og genvindes, og hvis Blair skal gøre sig håb om også reelt at skabe et nyt Storbritannien, er tiden for længst kommet til at flå det kulørte indpakningspapir af og vise, at regeringens reelle politik og resultater kan tåle at blive set.