AT INDERE er gode til engelsk ved selv danskere. Men at de også evner at håndtere administrationsopgaver for multinationale virksomheder, kommer bag på mange. Det var tydeligt, da SAS-chefen, Jørgen Lindegaard, onsdag skulle stå til regnskab for beslutningen om at fyre 170 såkaldte billetafregnere for i stedet at få opgaven løst i Indien. 'Bombay - No way', stod der med store bogstaver på de bannere, som mødte Jørgen Lindegaard, da han ankom med fly fra Sverige. Ophidsede repræsentanter fra HK og Luftfartsfunktionærerne anklagede SAS-chefen for at tænke mere på økonomi end på medarbejdere. DET KAN MAN nu ikke fortænke Jørgen Lindegaard i, når SAS står til at tabe to milliarder kroner på grund af intens konkurrence fra lavprisselskaber som RyanAir og Virgin. Hvis ikke SAS snart får stoppet den økonomiske nedtur, er spørgsmålet, om der overhovedet er arbejdspladser tilbage om få år. Og før ophidselsen løber af med folk, er det værd at minde om, at opgaven med billetafregning udelukkende foregår på engelsk. Der er tale om interne afregninger mellem luftfartsselskaberne. Det spiller altså ingen rolle, hvor personalet sidder. Og når lønnen til indiske HK'ere kun er en femtedel af lønnen til en dansk HK'er, er der intet at betænke sig på, uagtet, at det efterlader nogle danske HK'ere i en nærmest urimelig situation. Man forstår udmærket, at 55-årige Irene Barfoed, som beskrevet i avisen i går, har ringe tro på fremtiden, efter at være blevet fyret fra det job, hun har varetaget i 23 år. MEN SELV OM de personlige konsekvenser er hårde, er øget international arbejdsdeling en ubetinget fordel. Ikke alene bidrager det til en mere effektiv udnyttelse af verdens menneskelige ressourcer og større økonomisk lighed. Det er samtidig en uhyre effektiv form for 'bistand', fordi det øger vidensniveauet i ulandene og sikrer en masse følgejob. Selvfølgelig rammer udflytningen af danske job mange danskere. Men som vi har set i Herning, hvor syerskernes arbejdspladser forsvandt, kan det sagtens lade sig gøre at finde nye job. Det kræver dog, at både politikere, arbejdsgivere og fagforeninger i langt højere grad end i dag sætter kød på flosklerne om livslang læring og efteruddannelse.