DET VIL være overmenneskeligt, hvis der ikke er en enkelt toppolitiker i Berlin, Bruxelles eller Paris, der i disse dage undertrykker en smule skadefryd. Det er en grim følelse at glæde sig over andres elendighed, men alligevel: I betragtning af hvor groft Tyskland og Frankrig og deres meningsfæller blev hånet for at lægge afgørende vægt på et FN-mandat forud for Irakkrigen, er det forståeligt, hvis den amerikanske anmodning om international assistance, kombineret med et nyt FN-mandat, vækker den slags følelser. Men sagen - og irakernes situation - er naturligvis for alvorlig til, at sådanne følelser bør komme til udtryk, endsige bestemme over en fremadrettet politik. Tomrummet efter Saddam må kunne udfyldes bedre. Det er hele verdenssamfundets ansvar, hvis det får lov. DET DREJER sig ikke om at formindske den amerikanske tilstedeværelse eller ansvar. Tværtimod. USA vil fortsat skulle levere broderparten af den uundværlige militære tilstedeværelse i en lang overgangsperiode, og USA vil derfor fortsat have en tilsvarende stor indflydelse. En ny international forståelse om Irak kan føre håndgribelige gevinster med sig: Mere tillid i selve Irak til, at det internationale overgangsstyre i Irak rent faktisk er en midlertidig foranstaltning, der skal gøre det muligt for irakerne selv at råde over deres skæbne. Mere støtte fra omverdenen til alle sider af genopbygningen. Og endelig lidt flere soldater, der kan aflaste USA. DET ER de politiske elementer, der er de vigtigste. Og det er derfor afgørende, at USA rent faktisk er villig til at dele den politiske myndighed over Irak med det internationale samfund via FN-paraplyen. Det kan blive en bitter pille at sluge for den nationalistiske fløj i Bushadministrationen. Men det er vitalt, at den bliver slugt. Man må derfor håbe, at det ikke bare er belastningen af den amerikanske hær - cirka en tredjedel af USA's landstyrker er stationeret i Irak - der har fået Pentagon på andre tanker. Flere soldater kan være nødvendige, men de løser - uanset nationalitet - ikke noget i sig selv. DEN NYE enighed bliver ikke nem at skabe, men forsøget må og skal gøres. Og skulle det lykkes, er det vigtigt at huske, at FN's blå hjelme og flere landes opbakning ikke er nogen mirakelkur i sig selv. Lige nu eskalerer volden i Irak, og selvmordsbomberne har som bekendt ikke skånet FN. Der er lang vej til den succesrige genopbygning, som præsident Bush og premierminister Blair så selvsikkert og optimistisk lovede irakerne i april. Men hvis Washington for alvor vil dele ansvaret med andre, og dermed æde lange rækker af arrogante ord i sig igen, bør det bydes velkommen.