HERHJEMME ER det en gammel nyhed. Men for den svenske regering og det store flertal af folkevalgte i Sverige, der går ind for euroen, er det en ubehagelig overraskelse: Det er ikke nemt at vinde en folkeafstemning. Længe trøstede jasiden sig med, at der var god tid. I slutspurten ville det betyde noget, at både det store socialdemokrati og de borgerlige siger ja. Svenskerne formodes jo at være et autoritetstro folkefærd. Sådan er det ikke gået. Alle undersøgelser viser stadig store nejflertal, selv om der er nok, der ikke har bestemt sig, til at opretholde et minimum af spænding. MANGE AF de mekanismer, vi kender fra den danske afstemning i efteråret 2000, er også slået igennem i Sverige. Ikke mindst står argumentet om, at det aldrig skader at vente lidt, stærkt. Det forsøgte statsminister Persson da også at spille på, da han pludselig mindede om, at den konkrete beslutning om at slutte sig til euroen stadig vil ligge hos regering og Rigsdag. Vælgerne kan sige nej, men hvis de siger ja, kan det stadig være, at Sverige skynder sig langsomt. Tanken var øjensynlig, at få et 'ja' til at ligne et 'måske', og dermed fange usikre nejstemmer. Søndag sendte den trængte statsminister et andet signal: Hvis det bliver nej, kan en ny beslutning tidligst træffes med virkning fra 2013. Svenskerne påvirkes altså både med, at toget kører langsomt, og med at der er længe til næste afgang. ET MERE ægte udtryk for Göran Perssons sindstilstand fik vi nok for nogle dage siden, da han gav udtryk for, at det egentlig var en rigtig dårlig ide overhovedet at holde en folkeafstemning. Det var også noget den tidligere konservative leder, Carl Bildt, var ansvarlig for, forstod man. Det er lige ved, at den ellers driftsikre Persson minder om Poul Nyrup i samme situation, så hårdt presset er han øjensynlig af udsigten til et nej. Der er dog grund til at fremhæve en afgørende forskel mellem det danske og det svenske forløb: I Sverige stemmer de rent faktisk om deres valutapolitik, og om de fordele det kan give at kunne devaluere og revaluere - med fare for, at man ikke bare kan beslutte det, men også kan få det påtvunget. Herhjemme var det ikke til debat; vi er under alle omstændigheder med i euro-valutazonen, men er efter nejet blot ikke med i centralbank og fælles seddeltrykkeri. Det eneste sikre, man kan sige om folkeafstemninger, er imidlertid, at de er uforudsigelige. Selvfølgelig burde svenskerne, som tilhængere af både stærkt internationalt samarbejde og frihandel, stemme ja. Men om de gør det, er et helt andet spørgsmål.