0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Esthers verden

Behov for større indsats mod hiv/aids

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MED 42 millioner hiv/aids-smittede, hvoraf langt de fleste er samlet i det sydlige Afrika, ville al omtanke og moral tilsige, at verden for længst havde blæst global katastrofealarm. Men sådan er det ikke.

Realiteten er tværtimod, at der nok tales og tales og tales og ... tales i en sådan grad, at det mest slående er afstanden mellem ord og handling. Og denne afstand er kun nok så chokerende, i betragtning af at netop handling kunne gøre en enorm forskel. Spørg bare den 31-årige ugander Esther Tibasiima, som Politikens læsere indtil i går har kunnet læse om hver dag i en uge som et eksempel - et ansigt - på en af de 42 millioner mennesker, der er dødsmærkede af hiv/aids.

Esther har ikke bare fremstået som en ud af en hel masse andre, der bærer rundt på en dødbringende virus. Hun har også fremstået som et enestående og værdifuldt menneske, som vi har al mulig grund til at hjælpe. Hun er mor. Hun er hustru. Hun er datter. Hun er ven, nabo og arbejdskraft. Hun er af enorm betydning for mange andre end bare sig selv.
På samme måde som de 42 millioner andre af verdens hiv/aids-ramte er det.

PÅ DEN BAGGRUND er det kun ekstra svært at acceptere, at man som borger i et overflodssamfund som Danmark er underlagt en regering, der fortsat forholder sig til hiv/aids-situationen, som om det var et udviklingsproblem på linje med så mange andre.

På trods af at enhver bistandspolitiker ved - eller burde gøre det - at hiv/aids-katastrofen er godt i gang med at rive grundlaget væk under hele samfund og lande i først og fremmest Afrika, og på trods af de enorme menneskelige lidelser i katastrofens kølvand samt udsigten til, at der om få år er ikke bare 42 millioner hiv/aids-ramte verden over, men 90 millioner, så bruger Danmark fortsat kun under fem procent af den årlige udviklingsbistand til hiv/aids-indsatsen.

Det er helt uden sammenhæng med omfanget af den katastrofe, som Esther Tibasiima er en del af.

LIGE SÅ NEDSLÅENDE er den fortsatte danske afvisning af behandling som en del af indsatsen mod hiv/aids. Denne afvisning bygger på en forstokket opfattelse af, at al indsats skal koncentreres om 'forebyggelse', fordi det på lang sigt er den eneste holdbare løsning på problemet.

Opfattelsen er fejlagtig, hvilket de fleste andre lande da også har indset. Forebyggelse er afgørende, men virker først optimalt, hvis indsatsen kombineres med medicinsk behandling - også selv om vi stadig kun taler om livsforlængende, og ikke helbredende, medicin.

For det første er der mange, som i dag afstår fra at lade sig hiv-teste, fordi det stadig er tabulagt i blandt andet en række afrikanske samfund, og fordi de kun får problemer ud af det. Ved at tilbyde dem behandling får de et incitament til at lade sig teste, hvilket igen vil muliggøre en langt mere målrettet indsats for at bremse smitten.

For det andet kan behandling af smittede fædre og mødre som Esther Tibasiima være med til at mindske antallet af forældreløse børn og dermed være med til at forhindre de enorme problemer, som allerede i dag relaterer sig til hundredtusinder af forældreløse eller svigtede børn, som må klare sig selv - med den risiko for kriminalitet og det, der er værre, det medfører. Dette aspekt skal ses i sammenhæng med, at risikoen for hiv er størst blandt den seksuelt set mest aktive del af befolkningen og dermed blandt mennesker i den fødedygtige alder.

FORUDSÆTNINGEN for behandling er, at der er et sundhedssystem, som kan varetage opgaven. Men detkanlade sig gøre, det viser erfaringerne.

Rige lande i Vesten og andre steder må målrettet bidrage til at sikre disse sundhedssystemer, men også de ramte lande selv må naturligvis påtage sig et stort ansvar for denne opgave. Det er allerede ved at ske flere steder, men meget mere kan gøres.

Og landene bør hjælpes af en medicinalindustri, der allerede har givet sig en del, men som må give sig endnu mere for at imødegå vor tids største menneskelige katastrofe. At påberåbe sig normale spilleregler i Verdenshandelsorganisationen (WTO) er at videreføre en kommerciel tankegang over for noget, der burde antage helt andre dimensioner.

OGSÅ ANDRE aktører kunne - og bør - spille en langt mere aktiv rolle end i dag. Vi har ikke mindst selv et ansvar for at mindske risikoen for smitte, uanset vi bor i den rige eller fattige verden. Det ansvar må alle bringes til at forstå og tage på sig.

Det gælder også religiøse ledere, der i mange fattige samfund spiller en vigtig rolle i rådgivningen om dette og hint. De bør i næstekærlighedens navn deltage i den forebyggende indsats og forkaste dogmatiske afvisninger af prævention.

Isoleret set vil ingen af disse anbefalinger løse hiv/aids-katastrofen her og nu. Men de vil gøre en forskel, og for mange mødre, fædre og børn en ganske væsentlig forskel. Spørg bare Esther Tibasiima og hendes familie.

Politiken

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere