SKAL MAN i disse tider overhovedet lade sig imponere over noget ved den siddende borgerlige regering, er det måske først og fremmest dens evne til med stor mediestrategisk bevidsthed at formulere sig enkelt og kontant. I bombastiske slogans, fængende talemåder og kortfattede konklusioner. Er der en spindoktor til stede? Det er der nok. For mønsteret er ganske klart. Først beslutter man nøje, hvilke emner der egner sig til den offentlige debat, og hvilke der ikke gør (f.eks. grundlaget for krigen i Irak), og dernæst gentager statsministeren og regeringen igen og igen de få vedtagne og godkendte fyndord i forbindelse med de gangbare sager. Alt er tilsyneladende gennemtrængt af klarhed og konsekvens. DET FORSTEMMENDE er desværre på indholdssiden og i værdidebatten. For her harmonerer regeringens overordnede udmeldinger elendigt med hinanden. På den ene side besynger man stadig gode, gamle og klassiske liberale dyder som individualisme, pluralisme og valgfrihed, men på den anden side styrer regeringen i f.eks. uddannelses- og retspolitikken direkte mod betænkelige, forældede fænomener som den sorte skole og den benhårde afstraffelse. Hammeren skal falde. Noget for noget. Hvorefter fortsættelsen ligger lige for: øje for øje, tand for tand. I en sådan atmosfære af gammeltestamentlig nidkærhed afgår også alle de ovennævnte klassiske liberale dyder ved kvælningsdøden. Der er intet udsyn, ingen rummelighed. For når det kommer til værdidebatten, er regeringens frihedsbegreb så snævert, at selv ikke det mindste bogstav kan vide sig sikkert - jævnfør statsministerens udtalelse om, at man fører holdningspolitik dér, »hvor det virkelig rykker noget i det danske samfund, helt ned i læreplanerne«. I DENNE situation er der for debattens, samfundets og fremtidens skyld måske god grund til at minde om det fine begreb frisind. Ikke borgerligt frisind, ikke socialdemokratisk eller socialistisk frisind. Men frisind som den grundlæggende åbenhed og lydhørhed, der bør være selve grundlaget for enhver politisk meningsudveksling og dermed tillige være en værdi, man kan enes om på tværs af samtlige partiskel i det danske folkestyre. Vi mindes her det motto, som Jyllands-Posten i sin tid med den borgerlige Jørgen Schleimann som chefredaktør havde i kolofonen: »Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede«. Den form for borgerlighed har det unægtelig svært i Anders Fogh Rasmussens regeringstid.