»MED EN FORTID så uhyrlig, hvordan kan man så være andet end optimist med hensyn til fremtiden?«, spørger den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa i fredagens afsnit af 'Dagbog fra Irak' her i avisen. Optimismen møder Llosa hos Ahmad Hadi, redaktør for avisen Azzaman (Tiden), der er bragt hjem fra eksil i London. Den er nu en af de mest læste i det væld af aviser, som er dukket op efter Saddam-regimets fald. Enhver politisk, religiøs eller etnisk gruppering synes at have fået eller plyndret sig til en stemme. Bagsiden af kaos er, at medier konkurrerer om sensationer uden skelen til virkeligheden. 'Øjenvidneberetninger' om, at et amerikansk missil og ikke selvmordsbombere ramte FN's hovedkvarter i Bagdad, er således bragt til torvs. Den slags bringer selvfølgelig næring til besættelsesadministrationen CFA's lyst til kontrol med medier, der pisker antivestlige stemninger op. De søges undertrykt med mediecensur som en nipunkts forbudsliste. Medier kan lukkes, og flere er blevet det, for propaganda for det tidligere regerende Baathparti og for oppiskning af had, herunder til besættelsesmag8ten. EFTER OVER 30 ÅR, hvor mediernes hovedopgave var glorificering af Saddam, hungrer irakere efter andre stemmer, men mange aner ikke, hvad de skal tro på. I landets sprængfarlige situation bør der sættes ind imod hadpropaganda. Medierne er imidlertid et felt, som besættelsesmagten også for sit eget images skyld bør overlade til irakere at styre. Det er for eksempel at skyde sig selv i foden, at den amerikanske administrator har taget fuld kontrol over Iraqi Media Network (IMN), som overtog, hvad der var tilbage af Saddams radio og tv. IMN har også overtaget funktioner fra hans informationsministerium. Det kan ikke undre, at meget af hadet til den institution nu rettes imod IMN. CFA bør overlade ansvaret for regulering af medierne til det nye irakiske regeringsråd i samarbejde med de fremragende mediefolk, som er kommet tilbage fra eksil, eller fra folk, som bevarede bevidstheden om journalistisk etik under Saddam. Reelt uafhængige medier er en forudsætning for at bringe et civilt samfund på fode. Det kan kun irakere gøre med assistance fra internationale organisationer, som har pressefrihed og ikke militær kontrol som primært mål.