MÆRSK MC-KINNEY MØLLER er et af Anders Fogh Rasmussens (V) helt store forbilleder. Ja, faktisk identificerer statsministeren sig ligefrem med skibsrederen, fremgik det, da Fogh for nylig blev interviewet i forbindelse med Mærsk Mc-Kinney Møllers 90-års fødselsdag. Ikke overraskende var det særligt begrebet 'rettidig omhu', som fascinerede den perfektionistiske statsminister. Desværre lever Fogh kun på overfladen op til sit forbillede. Når det gælder velfærdssamfundets store udfordringer, er manglen på rettidighed så iøjnefaldende, at Fogh burde afholde sig fra sammenligninger med Mærsk Mc-Kinney Møller, hvis respekten for skibsrederen er alvorligt ment. Som en række af Danmarks erhvervsledere har påpeget de seneste uger, nøler statsministeren i påfaldende grad med en række helt nødvendige velfærdsreformer. Kritikken har været usædvanlig skarp. Ikke mindst fra Grundfos-direktør Jens Jørgen Madsen, som i en kronik i Jyllands-Posten anklagede VK-regeringen for ikke at ville eller turde erkende, at den er ansvarlig for at lede et land, hvor vi med stor sikkerhed kan konkludere, at økonomien bryder sammen, hvis der ikke gøres noget radikalt for at undgå det. Også ISS-direktøren Eric S. Rylberg langede hårdt ud efter regeringen, da han i DR's 'Profilen' opfordrede til et opgør med velfærdsordninger som efterløn og børnecheck. Ordninger, som efter ISS-direktørens opfattelse uddeles snarere efter et begærskriterium end efter et behovskriterium. Hårde ord fra folk, der normalt anses for at være regeringens bagland. Men ikke unødigt hårde. Erhvervslederne har nemlig ret. Fogh viser ikke rettidig omhu. SOM ERHVERVSCHEFERNE så rigtigt påpeger, står Danmark i en situation, hvor samfundets indtægter er på vej til at stagnere, når de store årgange fra efterkrigsårene forlader arbejdsmarkedet. Ikke nok med det. De unge kommer stadig senere ind på arbejdsmarkedet (gennemsnitsalderen er nu 27 år), mens de ældre trækker sig tilbage tidligere end før. Problemerne er tydelige og påtrængende. Alligevel synes regeringen nedsunket i en apatisk tilstand, hvor Foghs angst for at træde andre end udvalgte minoriteter over tæerne har resulteret i handlingslammelse. Det vil endnu en gang blive understreget, når regeringen om kort tid fremlægger sit forslag til næste års finanslov. Medmindre regeringen overrasker voldsomt, vil den være renset for reformer. Igen i år er der lagt op til en perspektivløs finanslov, hvor hovedindsatsen bliver brugt på besparelser efter salamimetoden og jagten på gaver til udvalgte vælgergrupper. Akkurat som sidste år, hvor regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om ældrechecken. SITUATIONEN ER forstemmende, og det bliver kun værre af, at Fogh ikke for alvor bliver presset af andre partier til at sætte velfærdsreformer øverst på dagsordenen. Den konservative leder Bendt Bendtsen har godt nok luftet forslaget om et nationalt velfærdskompromis. Men uanset hvor sympatisk ideen lyder, er det svært at tage den alvorligt, når den kommer fra et parti, som sidste år valgte at tage en halv milliard kroner fra den offentlige forskning og i stedet bruge pengene på en ældrecheck. Det er ikke just måden at fremtidssikre et samfund på. Heller ikke Socialdemokratiet imponerer. Bevares, forslaget om at gøre noget effektivt mod den stigende ledighed er godt og rettidigt, men det samme kan ikke siges om partiets holdning til reformer. Partileder Mogens Lykketoft vil ligefrem frede efterlønsordningen, hvor grotesk den end måtte lyde. Ordningen koster i år 22 milliarder kroner og næste år 23 milliarder kroner. De penge kan bruges langt bedre. Det kan ikke være meningen, at folk, der kommer ind på arbejdsmarkedet som 27-årige, skal have ret til at trække sig tilbage på offentlig forsørgelse som 60-årige. Ordningen bør hurtigst muligt gøres anciennitetsbestemt, så den kun gælder for dem, der tidligt kom ud på arbejdsmarkedet. ET OPGØR med den nuværende efterlønsordning er fuldstændig uomgængeligt, hvis velfærdssamfundet skal sikres for fremtiden. De mange milliarder kroner, som vi i øjeblikket hælder i ordningen, bør i stedet bruges på at øge samfundets evne til at skabe indkomst. I stedet for at hælde penge i eksorbitante velfærdsordninger bør ressourcerne bruges på øget forskning og uddannelse, områder, hvor Danmark halter bagefter. Samtidig er der brug for langt mere markante ændringer af skattesystemet end de småjusteringer, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført. Hvis en allerede hårdtarbejdende befolkning skal lokkes til at yde en ekstra indsats, må skatten på arbejdsindkomst længere ned, mens skatten på arbejdsfri gevinster til gengæld skal op. Desværre tyder intet på, at Fogh har mod til at røre ved velfærdsdebatten før næste folketingsvalg. Det bør dog ikke afholde oppositionen fra at bruge efteråret til at sætte velfærdsreformer øverst på dagsordenen og vise, at rettidig omhu er noget, man udøver, ikke blot noget, man taler om.