INGEN KAN tage fejl af, at det er efterårets politiske dagsorden, statsminister Anders Fogh Rasmussen har ønsket at sætte med sine markante, enslydende og alt andet end kompromissøgende udtalelser til alle landets medier. De samme hovedsynspunkter, de samme budskaber, ja, ord for ord de samme sætninger, går igen fra interview til interview. Dette er ikke en folkevalgt, der er i dialog med offentlighed og Folketing, men en politisk leder, der lægger kursen fast: Det og det skal der tales om. Det og det skal der ikke tales om. Regeringens handlingslammelse, når det gælder skattereform, efterløn, reformer af velfærdsstaten eller erhvervspolitikken skal ikke diskuteres. Den hastigt stigende arbejdsløshed skal ikke diskuteres. Venstres begyndende glidning fra liberalt og europæisk reformparti til nationalt bekymret folkeparti skal ikke diskuteres. De indskrænkninger i selvfølgelige frihedsrettigheder - hvem man må elske, hvor man må bo - som den stramme udlændingepolitik har ført med sig, skal ikke diskuteres. Det problematiske i et lille lands krigsdeltagelse uden mandat fra hverken FN, NATO eller EU, og uden folkeretlig gyldig grund, skal ikke diskuteres. Danmarks fortsatte deltagelse i en mere og mere konfliktskabende besættelse af Irak, der stadig er uden international legitimitet, skal heller ikke diskuteres. Til gengæld må vi gerne diskutere EU og den nye forfatningstraktat, der skal vedtages næste år. Hvad regeringen mener, vi skal stemme om - traktat med eller uden forbehold, og hvilke - kan vi dog ikke få at vide. Og det er endda uklart, om statsministerens ønske om at lukke Danmark over for resten af verden er ved at få højere prioritet end hans ønske om, at Danmark skal deltage fuldt og helt i det Europa, han netop selv har været med til at udvide. DET VIGTIGSTE indenrigspolitiske tema i resten af 2003 fik vi også anvist med meget store bogstaver: Hidtil har regeringens aggressive udlændingeretorik dækket over en indvandringspolitik, der vitterlig er benhård, og en integrationspolitik, der også har rummet konstruktive elementer. Men nu skal det være slut med denne »blødsødenhed«, sagde statsministeren. Den vigtigste opgave lige nu er ifølge Anders Fogh at gøre op med kriminelle tilbøjeligheder og almindelig slendrian blandt de »ikkevestlige indvandrere« i landet og placere ansvaret for integrationen alene på den enkelte unge indvandrers egne skuldre. »Hammeren skal falde første gang«, med fængsel, institutionsanbringelse og fratagelse af uddannelses- og bistandsydelser som de vigtigste instrumenter. Regeringschefen har endnu ikke konkretiseret, hvad det mere præcis er, der skal vedtages, men garanterer dog, at det bliver »barsk«. Hvordan balancen bliver mellem fornuft, ufornuft og ren brutalitet på dette område, er derfor for tidligt at bedømme. Men den politiske pointe er ikke til at tage fejl af. Vi skal tale mere om udlændingepolitik, ikke mindre. Og vi skal tale om stramninger, ikke om fejlskud. Emnet var afgørende for, at regeringen kom til magten, og det er derfor ikke et emne, der skal være politisk ro om. DERMED HAR statsministeren truffet et valg, der langtfra er selvfølgeligt. Før sommerferien kunne regeringen konstatere, at den stramme udlændingepolitik havde overbevist ikke bare dens egne vælgere, men også det store oppositionsparti, Socialdemokraterne. I det store og hele var der nu bred opbakning til regeringens politik. En solid politisk succes, som nok var værd at inkassere. Ikke mindst hvis statsministeren nogensinde i sin politiske karriere påregner at få brug for andre end de mandater, Pia Kjærsgaard måtte råde over. Men nej. De taktiske fordele ved fortsat at skyde med skarpt på de etniske mindretal er for store. Måske kan endnu en stramning af skruen igen få Socialdemokraterne til at splittes? Statsministerens stigende magtfuldkommenhed gør det svært for ham at forestille sig en genoplivning af det samarbejdende folkestyre. Og så er der nu engang kun Pia Kjærsgaards mandater at falde tilbage på. Regeringen og ikke mindst statsministeren står stadig stærkt i det politiske landskab. Men hvedebrødsdagene med offentlighed og vælgere er forbi. Og ikke mindst i forhold til sit eget venstrebagland spænder Anders Fogh Rasmussen buen hårdt: Der var engang, da den vigtigste modsætning i partiet gik mellem dem, der satte den økonomiske liberalisme højest, og dem, der var mere optaget af de politiske liberale værdier. Sat på spidsen kan man sige, at partiets p.t. så succesrige leder har fravalgt begge dele. Drømmen om skattelettelser, opgør med snærende bånd og nedskæring af formynderstaten er afløst af hensyntagen til nye vælgergrupper. Og respekten for menneskerettighederne og den enkeltes selvbestemmelse er ofret i et barsk forsvar for et nationalt fællesskab, der hævdes at være truet. Statsministeren ved, hvad han vil. Det bliver spændende at se, hvor længe og hvor langt han vil blive fulgt. Af sine egne. Og af vælgerne.