FREMSKRIDTSPARTIET får en ussel afsked med dansk politik, som partiet og dets stifter, Mogens Glistrup, har haft så stor indflydelse på. Det blev aldrig til ministerposter. Men Glistrup indledte et opgør med velfærdsstaten gennem det massive angreb på skattepolitikken, og han satte udlændingepolitikken på dagsordenen. Hvad er der så tilbage? Han har selv gjort meget for at fremstå som en isoleret og ekstremistisk person med hadefulde angreb på muslimer, og hans indsats i Fremskridtspartiets utallige indre opgør har været præget af en helt utrolig brutalitet. Politisk ser billedet mere broget ud. Partiet er væk, men ideerne lever videre. Dansk Folkepartis vigtigste politiske platform er udlændingepolitikken, som den var det for moderpartiet. Til daglig er retorikken dæmpet lidt. Men ved 'festlige' lejligheder som årsmøder kommer tonen fra de gode gamle dage i Fremskridtspartiet jævnlig til ære og værdighed, selv om partileder Pia Kjærsgaard gør meget for ikke at tiltrække den type »lykkeriddere og landsbytosser«, der var hendes tidligere partifæller hos læremesteren Mogens Glistrup. Lederne i Dansk Folkeparti har også lagt opgøret med skattepolitikken fra sig, ligesom de i modsætning til Glistrup tager sikkerhedspolitikken alvorligt. Det gør dem egnede som parlamentarisk grundlag for regeringen, men sprækkerne begynder at vise sig. Folketingsgruppens to præster, Søren Krarup og Jesper Langballe, lægger f.eks. ikke skjul på, at de ikke har den store sympati for den nærmest socialdemokratiske kurs, partiet har i forhold til velfærdsstaten. Reelt ligger de ligesom en del af partiets bagland nærmere den gamle Fremskridtslinje, og de er kategoriske modstandere af enhver form for opblødning af udlændingepolitikken. Der er i det hele taget meget fælles gods mellem Fremskridtspartiet og udbryderne i Dansk Folkeparti, når man kradser i den nogenlunde respektable overflade, som habile politikere som Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup forsøger at bygge op. Foreløbig har partiet undgået moderpartiets opslidende kampe. Ledelsen styrer partiet med jernhånd; udlændingepolitikken, frygten for EU og globaliseringen binder medlemmerne sammen, og hidtil har partiet kun kendt fremgang. Sandhedens time kommer, når modgangen en dag sætter ind. Og den kommer. Det kan selv Pia Kjærsgaard ikke hindre.