I TAKT MED at store EU-lande som Tyskland og Frankrig får økonomiske problemer, stiger tonelejet hos de politiske ledere i de to lande med krav om, at EU's stabilitetspagt bliver smidigere, og at EU's medlemslande får mulighed for i perioder at føre en økonomisk politik, som ikke lever op til de strenge krav om loft over inflation og budgetunderskud. Diskussionen startede sidste efterår, hvor både Irland, Frankrig og Tyskland fik røde kort af EU-kommissionen, og Frankrigs præsident tog den op i det traditionelle interview på den franske nationaldag mandag. I den forbindelse er det interessant at minde om stabilitetspagtens tilblivelse. Den var langtfra populær hos de øvrige EU-lande, men blev under forhandlingerne om oprettelse af den fælles EU-valuta, euroen, presset igennem af den daværende tyske regering. Den frygtede - med rette - at lande med tradition for en løs økonomisk politik som Italien, Grækenland og i mange år Danmark ville undergrave tilliden til den fælles valuta og den valutariske politik, der lå bag, hvis de ikke var i stand til at holde orden i deres økonomier. Derfor blev stabilitetspagten en tysk betingelse for i det hele taget at acceptere den fælles valuta, som oprindeligt var en fransk ide. Denne reaktion var forståelig, men samtidig uacceptabel, for det tyske pres gav intet rum til reelle diskussioner mellem beslutningstagerne om fordele og ulemper ved stabilitetspagten eller om, hvordan man kunne skrue systemet sammen. Den form for beslutningsprocesser i EU bør høre fortiden til. Det aktuelle eksempel viser, at resultatet blev dårligt, og selv store lande bør ikke fortsat være i stand til at tromle egne synspunkter igennem. Men hvad så med substansen? Filosofien bag stabilitetspagten var et opgør med den økonomiske politik fra 1970'erne og 1980'erne, hvor landene imødegik krisen med evindelige devalueringer og budgetunderskud, som nogle knap er kommet ud af i dag. Den politik var skadelig og skal ikke gentages. Men spørgsmålet er, om et rigidt system med bødestraffe og politiske sanktioner er tidssvarende, og om det kan holde, når de nye lande kommer med i EU. Men der er ingen grund til at gøre op med princippet om økonomisk stabilitet og disciplin. Derimod er der behov for en diskussion af, hvordan disse principper kan tilpasses en situation som den nuværende med økonomisk tilbagegang i flere lande, så pagten kan leve op til andet led i sit officielle navn, stabilitets- og vækstpagten. For nu er det vækst, der er brug for.